Nu får du penge tilbage: Nordjyder får 1,6 milliarder kroner fra skat
Foto: Simon Bohr / Ritzau Scanpix
I Nordjylland er det borgerne i Morsø Kommune, der får allerflest penge tilbage.
Fredag får 350.000 nordjyder udbetalt overskydende skat på i alt 1,6 miliarder I gennemsnit får nordjyderne udbetalt 4.563 kroner.
Fredag kan de personer, der betalte for meget i skat i 2018 gå på weekend med et smil på læben og penge på lommen.
Skattestyrelsen udbetaler nemlig samlet set 1,6 milliarder kroner i Nordjylland, og i gennemsnit kan nordjyderne se frem til, at der tikker 4.563 kroner ind på kontoen.
Selvom mange borgere formentlig opfatter det som en positiv ting at få penge tilbage i skat, så er det jo udtryk for, at man har betalt for meget i skat i løbet af året
Karoline Klaksvig, underdirektør, personområdet, Skattestyrelsen
Her i landsdelen er det i alt 350.000 nordjyder, der kan se frem til at få overskydende skat tilbage for skatteåret 2018.
- Hvert år udbetaler vi et relativt stort beløb i overskydende skat. Selvom mange borgere formentlig opfatter det som en positiv ting at få penge tilbage i skat, så er det jo udtryk for, at man har betalt for meget i skat i løbet af året. Derfor er det vigtig at tjekke sin forskudsopgørelse. Særligt, hvis der sker ændringer i ens liv som boligkøb, skilsmisse eller jobskifte. Målet er jo, at alle betaler den korrekte skat i løbet af året, forklarer Karoline Klaksvig, der er underdirektør på personområdet i Skattestyrelsen i en pressemedelelse.
Morsø får flest penge tilbage
Skattestyrelsen udbetaler samlet set 16,2 milliarder kroner til cirka 3,4 millioner kroner til borgere over hele landet.
Ser man alene på Nordjylland, får borgerne i Morsø Kommune i gennemsnit mest udbetalt, mens borgerne på Læsø får mindst udbetalt.
Restskat for 6,3 milliarder kroner
Mens de fleste skal have overskydende skat tilbage, har lidt over 1 million borgere restskat for 2018. Aktuelt er der tale om restskat for 6,3 milliarder kroner.
På Skattestyrelsens kundeportal – skat.dk – er det muligt at betale sin restskat med det samme. Betales restskatten ikke, indregnes beløb under 20.944 kroner automatisk i skatten for 2019, mens beløb over 20.944 kroner opkræves i tre rater i august, september og oktober 2019.
- Har man restskat er det en god forretning at betale med det samme, hvis man har mulighed for det. Der løber nemlig renter på gælden, og den rente er højere, hvis man venter og lader fx mindre beløb blive automatisk indregnet i forskudsopgørelsen for 2019, siger Karoline Klaksvig i en pressemeddelelse fra Skattestyrelsen.
4,6 millioner borgere har kunnet se deres årsopgørelse fra den 11. marts. Skattestyrelsen får de fleste oplysninger automatisk, og langt de fleste behøver ikke selv foretage sig noget. Det er dog stadig vigtigt at tjekke sine oplysninger. Det kan stadig rettes.