Nu er influenzasæsonen igang: - Vi har en epidemi, siger overlæge
De seneste to uger har vi set en kraftig stigning i antallet af influenzasmittede, og nu har vi en epidemi, lyder det fra ledende overlæge på Aalborg Universitetshospital.
Normalt rammer influenzasæsonen omkring nytår, men sammen med sol og blå himmel har influenzaen de seneste to uger sneget sig med ind i foråret.
En af de smittede er Tina Olesen fra Hjørring, som efter en omgang corona i februar nu døjer med influenza.
- Ondt i hovedet, snot og feber. Det er så træls, fortæller hun.
Hun er langt fra den eneste nordjyde, som er ramt af influenza.
Ifølge ledende overlæge på Aalborg Universitetshospital Henrik Nielsen, har stigningen i antallet af smittede med influenza været kraftig over de seneste to uger.
- Vi har en reel epidemi, konstaterer han.
Coronarestriktioner kan være årsag til sen sæson
Henrik Nielsen fortæller, at årsagen til den sene influenzaepidemi formentlig skal findes i vinterens coronarestriktioner.
- Det har nok væsentligt at gøre med, at vi i december og januar, som normalt er influenzasæson, stadig havde coronarestriktioner og begrænset smittespredning, siger han.
- Så det er først nu, at influenzavirus har haft mulighed for at gribe fat.
Forringet vaccine-effekt
Han forklarer desuden, at de influenzavacciner, der blev givet i efteråret, har en forringet effekt, fordi den variant af influenza, vi ser lige nu, er en muteret udgave af den H3N2-variant, som vaccinerne var lavet til.
- Det må forventes, at beskyttelsen mod influenza er lavere end den ellers ville have været i forhold til vaccination, udtaler Henrik Nielsen.
Tilbage i Hjørring glæder Tina Olesen sig til at lægge influenza bag sig.
- Jeg prøvede at støvsuge i går, men straks piblede sveden af mig, så jeg glæder mig til, at man kan begynde at lave noget igen, slutter hun.