Nu er den gal igen: Færger aflyser på stribe - få overblikket her
Der er udsendt varsel om vindstød af stormstyrke for Nordjylland, som gælder fra fredag morgen klokken 03.00 til lørdag middag.
I den østlige del af Nordjylland er der udsigt til, at vindstødene kan nå stærk storm, mens man i den vestlige del umiddelbart slipper med vindstød af stormstyrke.
Derfor begynder de nordjyske færgeafgange også at blive aflyst.
Læs mere om stormen herunder:
Fjordline har i skrivende stund aflyst sin afgang fra Hirtshals til Kristiansand, som havde afgang klokken 17.30.
Color Line har endnu ikke aflyst afgange, men to afgange torsdag er blevet ændret på grund af vejrforholdene. Det er afgangen fra Hirtshals til Kristiansand med afgang klokken 12.15. Den er nu sat til at sejle klokken 11.30 i stedet for.
Afgangen klokken 8 fra Kristiansand til Hirtshals er ligeledes ændret med en ny ankomsttid. Her forventes man at være i havn klokken 11.30 istedet for 11.15.
Hals-Egense færgen har klokken 9.36 valgt at indstille sejladsen grundet hård vind, men på Læsøfærgens hjemmeside fremgår der endnu ikke nogle aflysninger eller ændringer. Det samme gør sig gældende for StenaLine.
Klokken 13.35 oplyser Læsøfærgen på deres hjemmeside, at de følger udviklingen nøje, men at torsdagens sejlads fortsætter som planlagt. Der kommer en ny opdatering fra Læsøfærgens side i aften.
Klokken 15.02 genoptager Hals-Egense færgen sejladsen igen. Dog med forbehold for at vejret ikke forværres.