Solariekæde vildledte og løj: Nu er de politianmeldt
Club Tan har blandt andet syv forretninger i Nordjylland.
Det kan være svært at holde sommerkuløren i vintermånederne, og derfor er der nogle, som vælger at gå i solarium for at forblive brune året rundt.
Men turen i solkassen kommer ikke uden konsekvenser og de danske sundhedsmyndigheder advarer også om brugen af det - men det har udbyderen, Club Tan, ikke gjort i tilstrækkelig grad, ja de har endda vildledt forbrugeren.
Derfor har Forbrugerombudsmanden nu politianmeldt solariekæden.
- Forbrugerombudsmanden politianmelder virksomheden Unicore Development ApS, der ejer Club Tan, for at benytte i alt 13 vildledende udsagn i deres markedsføring af solarie, lyder det i en pressemeddelelse fra Forbrugerombudsmanden.
Uklare konsekvenser
Solarium øger risikoen for hud- og modermærkekræft, og kan forårsage permanente skader på øjne og hud, men det har Club Tan ikke gjort klart nok.
- Virksomhedensmarkedsføring har givet forbrugeren et indtryk af, at det er sundt at gå i solarie, ved blandt andet at benytte udsagn som 'sund kulør', skriver Forbrugerombudsmanden.
Modermærkekræft fremgår heller ikke som en konsekvens på Club Tans hjemmeside eller i det nyhedsbrev fra den 27. februar i år, som gav anledningen til politianmeldelsen.
- Forbrugerombudsmanden vurderer også, at en række andre udsagn i virksomhedens markedsføring er vildledende, fordi de bl.a. giver forbrugerne indtryk af, at solarie er en vigtig kilde til D-vitamin, lyder det.
En skærpende omstændighed
Forbrugerombudsmanden ser situationen som værende alvorlig, fordi Club Tan direkte har skrevet, at solarium ikke øger risikoen for modermærkekræft.
- Overdreven solbadning kan medføre for tidlig aldring af huden og øge risikoen for hudkræft, som ikke skal forveksles med den mere alvorlige modermærkekræft, stod der blandt andet i deres markedsføring.
Bruddet på markedsføringsloven
Ifølge markedsføringslovens § 5 må markedsføring ikke indeholde urigtige oplysninger eller i kraft af sin fremstillingsform eller på anden måde kunne vildlede forbrugerne.
Ifølge § 6 må virksomheder ikke udelade eller skjule væsentlige oplysninger i markedsføringen eller præsentere væsentlige oplysninger på en uklar, uforståelig, dobbelttydig eller uhensigtsmæssig måde.
Det er en betingelse for, at der er handlet i strid med §§ 5 og 6, at den pågældende handelspraksis er egnet til at få forbrugeren til at træffe en beslutning, som denne ellers ikke ville have truffet, jf. § 8.
Desuden følger det af § 9 sammenholdt med pkt. 17 i lovens bilag 1, at det ikke må hævdes i modstrid med sandheden, at et produkt kan helbrede sygdomme, funktionsforstyrrelser eller misdannelser.
Ifølge solarieloven skal der hænge en informationsplakat i A3-størrelse på en fremtrædende plads i et solcenter. Plakaten skal have denne overskrift: ”Sundhedsstyrelsen fraråder brug af solarie. Brug af solarie øger risikoen for hudkræft”.