Nu er bunden nået: AaB har kurs mod 1. division
AaB i 1. Division.
Sådan kan overskriften komme til at lyde til juni, hvis ikke der sker mirakler på Hornevej i Aalborg Øst, hvor Nordjyllands flagskib er hjemmehørende.
Lige nu ligger AaB på en nedrykningsplads efter en katastrofal sæson med trænerfyring, sportschef-afgang, besynderlige indkøb og salg af spillere, intern uro i spillertruppen samt en handlingslammet fodboldbestyrelse med fejlagtig strategi.
Man skal passe på med ikke at lade følelserne løbe af med en, når man selv har spillet på Danmarks bedste fodboldstadion, dengang det hed Aalborg Stadion og husker tilbage på dengang, jeg som dreng for første gang fik lov at køre med naboen til fodbold til en kamp mod Odense KFUM og ikke kunne se noget som helst, fordi man var for lille.
Eller da jeg som dreng hoppede ind på banen for at jagte en autograf fra Henning Munk Jensen, Keld Thorst og datidens øvrige stjerner.
Eller da jeg som “voksen” fik lov at spille 92 kampe i den rød/hvide trøjer og blandt andet var med i den legendariske 3. divisionskamp, kampen om Limfjorden mellem AaB og Nørresundby for 17.000 tilskuere.
Alt det lagt sammen - så kan man ikke undgå at blive påvirket af at se, hvordan det går klubben, man selv har været en del af. Også selvom man nu er på den “anden side” af banden.
Afklapsning i Farum
For på en aften, hvor AaB bliver rundbarberet at FC Nordsjælland i sæsonens sidste kamp og taber klart 5 -1, er det svært at bevare bare en smule optimisme for AaBs nærmeste fremtid.
De ellers så trofaste fans på vesttribunen bag målet, der kamp efter kamp, ude som hjemme, møder talstærkt op, har også fået nok. De har ved flere lejligheder vist deres utilfredshed med både spillere og sportslige ledelse. Og man forstår dem godt!
Træner Lars Friis blev fyret på et tidspunkt, hvor man ellers så AaB på vej i den rigtige retning med sejre over både FC Midtjylland og Brøndby. En træner, som AaB ellers vil have det Aalborg for "enhver pris" kort tid forinden.
Kun seks dage senere stod en måbende presse igen på AaB’s anlæg og skulle berette om endnu en fyring - denne gang den udskældte sportschef Inge Andre Olsen.
På de sociale medier var de fleste kommentarer til sportschefens afgang dog, at "det var på tide” efter nogle mildest talt besynderlige indkøb og ikke mindst salget af det unge talent Mathias Ross til tyrkisk fodbold, alt imens flere forsvarspillere var skadet.
Læg dertil indkøbet af angriberen Milan Makaric. Det er vel noget af det største fejlindkøb, siden den Hollandske forsvarsspiller Clemens Zweijnenberg, som var et kæmpeflop, og som scorede et mål i eget net.
Stjernespillere uden kampgejst
Man kan også spørge sig selv, hvad er der sket med to af forårets store profiler Iver Fossum og Louka Prip, som er total gået i stå. Skyldes det manglende motivation, efter at de ikke fik lov af sportschefen Inge Andre Olsen at afsøge til interesserede udenlandske klubber i sommer?
Ind er kommet Erik Hamrén, der havde stor succes som træner og skaffede AaB mesterskabet i 2008. Er han manden, der kan redde AaB? Næppe.
Han har overtaget et hold i krise, og redningsmissionen ser svær ud for Hanrén med det nuæværende spillermateriale.
Og hvad med bestyrelsen i AaB. Hvilken andel har de i den sportslige fiasko? Gav de den afgående sportschef, Inge Andre Olsen, for meget magt og undlod at stille kritiske spørgsmål til hans indkøb af spillere og strategi?
Skulle den nuværende bestyrelse tage konsekvensen af nedturen og den katastrofale sæson og smide håndklædet i ringen og lade andre komme til, med mere indsigt og “forstand“ på fodbold?
Mulig storinvestor på vej
Det er de seriøse spørgsmål, som toppen i AaB bør stille sig selv lige nu.
Ikke mindst set i lyset af at en udenlandsk investor er interesseret i at overtage AaB, hvor klubben med Thomas Bælum i spidsen lige nu undersøger mulighederne for en eventuel overtagelse.
Ifølge TV2 Nords oplysninger er det Red Bull-koncernen, der i forvejen er medejer af flere store klubber som Red Bull New York, den tyske Bundesligaklub RB Leipzig og selvfølgelig den østriske storklub Red Bull Salzburg, der lige nu er den seriøse storinvestor med næsen ude efter AaB.
Én ting er i hvert fald sikkert. Hvis ikke der sker noget meget radikalt i den lange vinterpause, så kan AaB meget vel rykke ud af landets bedste række for første gang i 35 år.