NT har skiftet formand
Thomas Kastrup-Larsen afløser Orla Hav
Byrådsmedlem i Aalborg, Thomas Kastrup-Larsen er nu formand for Nordjyllands Trafikselskab.
Det blev afgjort på et bestyrelsesmøde torsdag. På formandsposten afløser han Orla Hav, de rikke fortsætter fordi han er valgt til Folketinget.
Orla Havs afløser i bestyrelsen er i øvrigt Henrik Ringbæk Madsen.
Den ny formand
Thomas Kastrup-Larsen er medlem af Aalborg Byråd og rådmand for Sundhed og Bæredygtig Udvikling i Aalborg Kommune. Han har siddet som medlem i NT's bestyrelse siden den ny bestyrelse blev dannet i 2006.
- Jeg ser frem til denne opgave med stor entusiasme. Det bliver en spændende udfordring at arbejde videre med den kollektive trafik som formand for NT's bestyrelse. NT sætter mange skibe i søen for tiden, og dem vil jeg se frem til at følge godt på vej, siger Thomas Kastrup-Larsen.
Mange passagerer på gratis søndage
Bestyrelsen blev på mødet præsenteret for de første opgørelser over omfanget af gratister på den første gratis søndag den 2. december. Denne opgørelse viser, at 7-8.000 flere nordjyder har taget bussen i søndags end en tilsvarende søndag sidste år.
- Det er glædeligt, at nordjyderne benytter vores tilbud, om at tage en tur med den kollektive trafik. Vi forventer, at interessen for den gratis kørsel stiger op imod jul, hvor julehandelen tager til, siger Christian Roslev, direktør i NT.