NT gentænker forretningen: Udvikler helstøbt rejseplan til mobilen
Foto: TV2/Nord
En digital rejseplan, der kombinerer kollektiv trafik, taxa-selskaber, delebiler og samkørselsordninger skal gøre det let for nordjyderne at komme rundt i regionen.
Laaaangt ude på landet er det ikke givet at den nationale oversigt over kollektiv trafik Rejseplanen er meget bevendt. Med langt til nærmeste busstoppested og en tynd køreplan for den lokale busrute kan en rejse, der i bil ville være ganske overkommelig, pludselig ligne en dagsrejse, og det kan afskrække folk fra at tage bussen.
Derfor vil Nordjyllands Trafikselskab i 2016 udvikle en nordjysk udgave af rejseplanen, der giver flere muligheder end blot busser og tog.
Løsningen bliver en app, der kommer de moderne nordjyder i møde. Nordjyder der ikke sværger til den ene transportform frem for den anden, men som vil frem i verden.
Derfor kommer appen til at foreslå rejser, der kombinerer de forskellige transportformer, og hvis du for eksempel har fem kilometer til nærmeste stoppested, vil appen foreslå dig at tage en taxa til stoppestedet og give dig en pris på denne tur. Det kan også være, der er udbudt et GoMore-lift i nærheden, som du kan booke.
For Nordjyllands Trafikselskab handler denne nye satsning om at blive en service der er "både og", så nordjyderne slipper for at tænker "enten eller". Men selskabet skal skabe have hovedfokus på at udvikle og sikre kvaliteten af de traditionelle offentlige transporttilbud.
- Vi er dog nødt til at bevæge os væk fra ”enten eller tankegangen” og følge med udviklingen. Med denne forretningsplan rækker vi hånden frem og inviterer til samarbejde med udbydere af private transporttilbud, som i den grad også er med til at gøre nordjyderne mobile. ”Både og” vil være vores tilgang fremadrettet, da vi tror på at samarbejde mellem den private og offentlige sektor, kan skabe endnu bedre betingelser for mobiliteten i Nordjylland, lyder det fra NT's formand Thomas Kastrup-Larsen, der klokken 10.30 er med når Nordjyllands Trafikselskab præsenterer deres samlede forretningsplan i Kennedy Arkaden i Aalborg.