Norsk terrorsigtet ville være med i Aalborg-baseret netværk
Anders Behring Breivik, som er anholdt for at stå bag fredagens bombe i det centrale Oslo og nedskydningen af 85 mennesker på øen Utøya i Norge, søgte for 18 måneder siden medlemskab af en facebookgruppe med tilknytning til Stop Islamiseringen af Europa (SIOE) med hovedsæde i Aalborg.
Foreningen SIOE er baseret i Aalborg, og formand Anders Gravers, siger til TV2 Nord, at Anders Behring Breivik ansøgte om medlemskab af facebookgruppen for 18 måneder siden.
- Vi har ikke haft direkte kontakt med ham," siger Anders Gravers og fortæller, at da Anders Behring Breivik ansøgte om medlemskab, tjekkede man hans baggrund og fandt, at en af hans venner på facebook brugte et billede af den tidligere danske nazileder, Johnni Hansen, som sit profilbillede. Derfor blev hans ansøgning afslået.
- Galninge findes alle steder. Og den slags enlige ulve sorterer vi fra. Han hører til de totalitære typer og det er den slags, vi bekæmper," siger Anders Gravers til TV2 Nord.
Se mere i aftenenes udsendelse kl. 19.30.