Norsk skimekka tilbyder nordjyder "årets sjoveste sommerjob"
Foto: Destinasjon Trysil
I en charmeoffensiv søger Trysil i Norge, der er blandt nordjydernes foretrukne skidestinationer, nordjyder, der vil være "testpiloter" af sommerudgaven af Trysil.
Norske Trysil er bedst kendt for snedækkede alpinløjper og langrend.
Men nu vil den norske turistmagnet også gøre sig attraktiv i den varmere del af året - som et "naturens forlystelsesland."
Og i en charmeoffensiv rettet mod Nordjylland søger Destination Trysil derfor ansøgere til det de selv kalder "årets sjoveste sommerjob".
Konkret søger Trysil testpiloter, der kan teste Trysil om sommeren. Arbejdsopgaverne lyder:
Teste og anmelde Trysils cykelprodukt (Trysil Bike Arena).
Dokumentere opholdet på film (I låner et af vores go-pro-kameraer).
Smile pænt på billeder som tages af Destinasjon Trysil.
Restaurantbesøg med rapporteringsansvar.
Madras-testning på Radisson Blu Resort Trysil.
Temperaturmåling i vores spa- og/eller badeafdeling.
Sejle med Stena Saga og afprøve buffeten
Det skulle lige være til at klare, og denne skribent har allerede afleveret en ansøgning. Det kan alle interesserede gøre - bare det sker inden 21. marts.
Ansøgningen afsendes via Trysils kampagneside, som du finder HER.