Nordlux frifundet i sag om lampe-plagiat
Den nordjyske lampeproducent, Nordlux, der har hjemsted i Aalborg, har vundet en stor sag om ophavsretten til en af producenten helt store lampeserier, Laterna Danica.
Vandt i Vestre landsret
Nordlux har nu Vestre Landsrets ord for, at man fortsat kan producere og sælge de 19 forskellige varianter over designer Jørgen Buchwalds tidløse design fra 1992.
Ikke plagiat af ph-lampe
Taberen er lampekoncernen Louis Poulsen, der havde påstået, at Laterna Danica var et plagiat af PH-lamperne, som Louis Poulsen Lightning A/S har ophavsretten til.
Tabte sagen i byretten
Louis Poulsen vandt ellers sidste år i byretten, og hvis den dom havde stået ved magt skulle Nordlux have tilbagekaldt alle solgte lamper i serien, destrueret hele varelageret, og betalt 200.000 kroner i bod.
Men landsretten ændrede byrettens dom, og frifandt Nordlux.
Ingen nærgående lighed
Vestre Landsret siger, at der efter en helhedsbedømmelse ikke foreligger en sådan nærgående lighed mellem Laterna Danica-lamperne og PH-lamperne, at ophavsretten er krænket.
Laterna Danica
Laterna Danica blev designet og udviklet af den fynske designer Jørgen Buchwald, der havde sin tegnestue i Svendborg i 1990-erne.
På et tidspunkt fik Jørgen Buchwald besøg af Louis Poulsens egen designchef, Kurt Nørregaard, og han forklarede i landsretten at han ikke dengang opfattede lampen med modelnavnet LD 350 M som en efterligning af PH-lampen.
Nordlux-model fra 1998
I 1998 overtog Nordlux modellen, og firmaets egne designere arbejdede videre med Laterna Danica.
Lamperne blev markedsført overfor offentlige kontorer og institutioner - ganske som Louis Poulsen gjorde med PH-lamperne.
Anlagde sag mod Laterna Danica
Nu blev det for meget for Louis Poulsen, der mente, at de nye Laterna Danica havde så mange lighedspunkter med PH's unikke design, at der var tale om en krænkelse af ophavsretten.
Louis Poulsen anlagde sag med krav om forbud mod yderligere produktion og salg, og selvom den udmeldte syns- og skønsmand afviste, at der var tale om plagiater, blev Nordlux dømt i byretten.
Nordlux er frifundet
Men nu har Vestre Landsret altså rettet op på tingene, og Nordlux blev frifundet.