Nordjyske virksomheder giver praktik-garanti
Foto: Mogens Carrebye (pressefoto)
Fire virksomheder og Hjørring Kommune er gået sammen i et forsøg på at skaffe flere unge til plastmager-faget.
Få praktikplads, hjælp til bolig og hjælp til at falde til i lokalområdet. Sådan lyder tilbuddet fra fire nordjyske plastvirksomheder.
Firmaerne Rolltech, Scanbelt, Expo-Net og Novo Nordisk garanterer nemlig praktikpladser til dem, der flytter til Hjørring-området og går i lære som plastmager. Det skriver Fagbladet 3F.
- Vi er gået sammen, fordi vi alle er i vækst. Derfor har vi brug for skarpe hoveder, der kan hjælpe os med at blive endnu bedre til det, vi gør. Vi vil faktisk gerne have fat i de allerdygtigste. Det kan være svært, når man ligger i den egn af landet, som vi gør. Derfor er vi også villige til at gøre en ekstra indsats, siger Lars Klinkby, der er administrerende direktør i Expo-Net - en af de fire virksomheder til Fagbladet.
Skoleperioderne foregår på Den Jydske Haandværkerskole i Hadsten nord for Aarhus. Hjørring-initiativet er rettet mod både unge på skolen i Hadsten og mod folkeskoleelever i hele landet, der ikke har valgt ungdomsuddannelse.
En del af de fire firmaers charmeoffensiv går også på at sikre et netværk til de unge og hjælpe dem med at finde en bolig og falde til.
- Planen er, at vi tilsammen tager mellem fire og otte elever om året. Det sikrer, at vi hele tiden har en flok plastmagerlærlinge i byen og giver de unge et netværk. Det handler om at gøre det så let som muligt at falde til og blive boende i området - også efter at læretiden er ovre, siger han.
Hjørring Kommune er også med i fremstødet. De hjælper for eksempel med at finde en egnet studiebolig.