Nordjyske penge til Indien
Mandag søsættes en ny nordjysk kampagne, der skal hjælpe fattige børn i Indien. Og du kan selv være med til at støtte kampagnen, hvor alle de indsamlede penge ubeskåret går til fattige børn
Gør noget - Giv børn i Indien håb - stop børnearbejde.
Sådan hedder kampagnen, der skal samle penge ind til skolegang og fritidsaktiviteter for tidligere børnearbejdere i Indien.
- Der er mange børnearbejdere i Indien, og vi håber at kunne hjælpe dem ved at lave de her fritidsprojekter, siger Helle Christensen til TV2/NORD.
Kampagnen varetages lokalt af Arbejderbevægelsens Internationale Forum (AIF) i henholdsvis Nordjylland og Vendsyssel, svarende til hele region Nord, i samarbejde med LO-sektionerne.
Det er DUI-Leg og Virkes søsterorganisation i Indien, der får de indsamlede penge. Formålet med indsamlingen er at give skolegang og aktiviteter til børn, der på grund af indsamlingen sikres skolegang i stedet for en tilværelse som børnearbejder.
Aktiviteterne skal give børnene håb og inspirere dem til at sætte sig mål for et godt liv, ligesom skolegangen, der også har fokus på demokrati og børns rettigheder, skal sikre børnene de mest basale læse/skrivefærdigheder.
De indsamlede midler går ubeskåret til de fattige børn i Indien.