Se med onsdag 20. november, når TV2 Nord sender live fra Gestus Nords indsamlingsshow fra klokken 19.45 på TV2 Nord Salto og tv2nord.dk.
Hvert år samler organisationen Gestus Nord ind til trængte børnefamilier, som har brug for en hjælpende hånd i hverdagen.
Hjælpen består af alt lige fra økonomiske bidrag til højtider, mentorordninger og aktiviteter og ture ud af huset. Og ifølge projektchefen i Gestus Nord er der mange nordjyske familier, der har brug for hjælp.
- Der er flere og flere henvendelser fra år til år. Vi mærker en stigning i henvendelser, siger Jette Nørsøller.
- Og det er der flere grunde til. Vi har haft inflation, og vi har haft andre kriser, der gør, at nogle familier har haft det svært, siger hun.
I de seneste år er kendskabet til Gestus Nord også blevet større i Nordjylland. Og samtidig er organisationen i kontakt med de nordjyske kommuner.
- Vi er i kontakt med kommunernes medarbejdere i børne- og familieafdelingen og oplyser dem om, hvem vi er, og hvad vi kan gøre ude hos de familier, der har mindst. Så ved at flere er blevet opmærksomme på os, har vi også fået flere henvendelser.
Økonomi og mistrivsel
Omkring 6000 børn i Nordjylland lever i relativ fattigdom, og siden Gestus Nord så dagens lys i 2013, er omkring 5000 familier blevet hjulpet.
- Den ene årsag er, at der er familier, der virkelig bøvler i hverdagen, fordi økonomien ikke slår til. Den anden årsag er børn, der ikke har så mange venner og føler sig ensomme og mistrives. Og de vil rigtig gerne bare have nye venner og fællesskaber, så de kan få nye oplevelser, siger Jette Nørsøller.
Lige nu er omkring 1000 børn tilknyttet. De fleste børn får kortvarig hjælp i form af bidrag til indkøb af tøj, cykler og jule- eller konfirmationshjælp. Og så er der turene ud af huset - eksempelvis sommerlejrene.
- Det fylder rigtig meget hos os, og det er det, vi gerne vil gøre noget mere af. Vi kan se, at børn der mistrives kommer og opdager, at de kan få nye venner her.
- Så vi mærker bare en god stemning, og børnene er glade. Vi har næsten ingen konflikter, når vi holder vores arrangementer, fordi der sker noget magisk, når børnene samles, siger Jette Nørsøller.