Nordjyske korstogsriddere kom for sent til krigen: Nu laves der film
Nordjyske korstogsriddere drog hærgende ned gennem Europa
En overset, ukendt historie om nordjyske korstogsriddere skal frem i lyset. Deluca Film håber på filmatisering om de ikke særligt heroiske men meget menneskelige riddere.
I slutningen af 1190erne nedskriver en kannik, der kalder sig Broder X, fortællingen om nogle velmenende, men uheldsramte og måske også lidt for tørstige mænd, som 1191 foretog en korstogsrejse fra Nordjylland til Det Hellige Land.
Det er den for de fleste helt ukendte historie, stærke kræfter arbejder på at gøre kendt. Deluca Film i Aarhus er klar til at filmatisere historien, hvis der kan skaffes penge til det.
- Det er jo en fantastisk historie, som ikke ret mange danskere kender. Alene af den grund er den appellerende. Og så er det jo en meget menneskelig historie om nogle ikke særligt heroiske folk, der tager på en lang rejse for at gå i krig, siger direktør og producent i Deluca Film, Morten Rasmussen.
Meningen var god nok, siger Gert Jensen
Hans ønskescenarie er en TVserie i flere afsnit, og historien er så god, at der er potentiale til at sælge en serie eller en film til udlandet også, mener Morten Rasmussen.
Det er lokalhistorikeren og formanden for Børglumspillene, Gert Jensen, der har gravet historien frem. Ja faktisk har han beskæftiget sig med den i mere end 20 år.
Den er oversat til dansk i 1900 under titlen "Beretningen om Danernes Færd til Det Hellige Land" af Selskabet til Historiske Kildeskrifters Oversættelse.
Det var i sommeren 1191, at en større flåde stævnede ud fra Hals ved Limfjordens udmunding til Kattegat. Skibene var bemandede med en kampklar dansk korsfarer-hær, der var fast besluttet på at sejle den lange vej til Det Hellige Land, Palæstina, for at hjælpe Richard Løvehjerte med at befri Jerusalem, som fire år før var blevet indtaget af den muslimske sultan Saladin.
- Meningen var god nok, men de ellers så tapre krigere løb ind i det ene uheld efter det andet. De blev opholdt undervejs og noget tyder på, at de også var lige lovligt tørstige. Så de kom simpelt hen for sent til krigen, siger Gert Jensen, der i samarbejde med en svensk ekspert i korstog har en bog på vej om de uheldige korstogshelte.
I onsdagens Nordjylland Live fortalte Gert Jensen om det glemte korstog, og du kunne møde en korstogsridder, som han så ud i 1100tallet.
Se klippet øverst i artiklen.