Nordjyske kommuner skærer i ældreplejen
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
De kommunale hjemmehjælpere i Frederikshavn får sandsynligvis lov til at sælge ekstra ydelser til kommunens ældre.
Flere nordjyske kommuner skal finde millionbesparelser i ældreplejen. Værst står det til i Frederikshavn, hvor der skal findes besparelser for seks millioner.
Der kan blive rokeret godt og grundigt rundt på mange hundrede nordjyske stillinger den kommende tid, når kommunerne sender mange af opgaverne i hjemmeplejen i udbud for at få arbejdet gjort billigere. Det oplyser P4 Nordjylland.
I Frederikshavn går manøvren på at spare seks millioner kroner på fritvalgs-området. I Aalborg handler det om fem millioner.
Og begge steder er besparelserne allerede inden udbudsrunderne regnet ind i budgetterne.
Aalborgs Ældre- og Handicaprådmand, Tina French Nielsen (Venstre), siger, at man i Aalborg så at sige har adopteret de aftaler, der er i moderniseringsaftalen fra regeringen.
- Et af forslagene er at sende hjemmeplejen i udbud og på den måde spare penge. Så det kommer der et forslag på til udvalget i marts, siger hun.
Forslaget omfatter i følge rådmanden op til en trediedel af hjemmeplejen. Plus måske også noget plejehjemsarbejde.
I Frederikshavn er der lagt op til, at det er alt det arbejde, der i dag bliver udført af private firmaer, der vil blive sendt i udbud.
- Vi er åben for andre muligheder, hvis de findes. Men det ligger fast, at vi skal spare seks millioner kroner for at kunne opretholde den nuværende service på ældreområdet, siger socialudvalgets formand Peter E. Nielsen.(Kons.)
I flere andre nordjyske kommuner har det endnu ikke været på tale at sende hjemmehjælpen eller lignende i udbud.
Formanden for Sundhedsudvalget i Rebild, Henrik Christensen (Soc.Dem.), mener ikke det kan betale sig:
- Mit store ønske er i stedet, at mine medarbejdere får de samme muligheder og arbejdsbetingelser, som man har i de private firmaer, siger han.