Nordjyske forskere bag gennembrud i skizofreni-forskning
Foto: Iben Hedemann
En forskergruppe ved Aalborg Universitetshospital har fundet noget af forklaringen på den høje overdødelighed blandt personer med skizofreni.
En person med skizofreni lever i gennemsnit 20 år kortere end den gennemsnitlige dansker. Hvorfor har man indtil nu ikke vidst, men en forskergruppe fra Psykiatrien på Aalborg Universitetshospital og Regionspsykiatrien i Herning har nu fundet noget af forklaringen.
Det viser sig nemlig, at personer med skizofreni har 46 gange øget risiko for forhøjede værdier af et protein kaldet sUPAR, sammenlignet med raske.
sUPAR afspejler graden af betændelse i kroppen og er normalt forbundet med øget dødelighed.
- Det er et interessant fund både ud fra et overdødelighedsperspektiv men også fordi, at der nu er endnu et bevis for immunforsvarets påvirkning på skizofreni, siger Jimmi Nielsen, der er centerleder for Center for Skizofreni og ansvarlig for undersøgelsen.
Foran forskerne ved Aalborg Universitets lægger nu et stort detektivarbejde, der skal undersøge, hvor sUPAR stammer fra hos personer med skizofreni.
Jimmi Nielsen håber på, at forskningen kan føre til en optimering af behandlingen af skizofreni.