Nordjyske børnehaver slipper matematikken løs
Foto: Privatfoto.
Børn kan få en endnu bedre start på deres skolegang, hvis de tager hul på matematikken allerede i børnehaven. I seks nordjyske børnehaver er de i fuld gang.
Hvor mange mariehøns er der i græsset, hvilken farve er en banan, og hvor mange tallerkner skal der på bordet til frokost. Der er masser af tal og matematik i børnehaven, og i seks nordjyske børnehaver har det nu fået ekstra fokus.
Børnehaverne er med i et projekt, som pædagoguddannelsen på UCN står bag. Målet er, at børnene skal være endnu bedre klædt på til at knække matematikkoderne, når de starter i skole.
- Børnenes sproglige udvikling fylder rigtig meget i børnehaverne, og det skal det blive ved med. Men der er et stort potentiale i også at sætte tidligt ind i forhold til børnenes matematiske udvikling. 10-12 procent af alle elever i skolen skiller sig ud med særlige matematikvanskeligheder. Det er en stor udfordring, ikke kun for den enkelte elev, men også for vores samfund, siger Frank Storgaard, lektor på UCN’s pædagoguddannelse og initiativtager i en pressemeddelelse.
Han er blandt andet inspireret af Norge, hvor den matematiske opmærksomhed i børnehaverne - i modsætning til herhjemme - er meget udbredt og en del af den norske læreplan og pædagoguddannelse.
- Den matematiske sans er tidligt udviklet hos børn, og de øver sig ligeså meget i at tælle og udvikle tællestrategier, som de er i gang med en sproglig udvikling. I vuggestuen og børnehaven er der i dagligdagen masser af det, vi kalder det før-matematiske, men det bliver ikke nødvendigvis understøttet og fulgt op på ligesom med sproget, siger Frank Storgaard.
Som en del af projektet har pædagoger fra de seks børnehaver været på kursus på UCN i såkaldt før-matematisk opmærksomhed. De har også fået besøg af undervisere fra pædagoguddannelsen og fået input til, hvordan de kan arbejde med matematikken i hverdagen.
Der er et stort potentiale i at sætte tidligt ind i forhold til børnenes matematiske udvikling. 10-12 procent af alle elever i skolen skiller sig ud med særlige matematiske vanskeligheder. Det er en stor udfordring, ikke kun for den enkelte elev, men også for vores samfund.
Lektor på UCN’s pædagoguddannelse, Frank Storgaard.
Børnehuset Lunden i Nibe er en af de seks børnehaver, der er med i projektet, som begyndte sidste efterår. For Kristina Mygind, pædagogisk leder, handler initiativet ikke om at lave en mini-skole i børnehaven, men derimod at tænke matematikken ind i de lege og aktiviteter, der allerede foregår.
- Vi har mange børn, der elsker at tælle, tegne mønstre og lege med farver. Så for os drejer det sig om, at vi som pædagoger får en øget bevidsthed om, hvordan vi understøtter børnenes matematiske lyst og får nogle redskaber til at stimulere matematikken gennem leg, forklarer hun.
Det kan Camilla Haldrup, pædagog i Børnehuset Lunden, nikke til. Hun er blevet langt mere opmærksom på, hvordan hun kan hjælpe børnene med det matematiske. Lige fra når børnene skal tage flyverdragten på, tælle spande i sandkassen til at lege købmand.
- Vi har jo også arbejdet med det tidligere, men nu har vi fået et særligt fokus på matematikken. Og vi kan se, at børnene virkelig rykker sig. Forældrene bliver også inspireret og tager det med hjem. Det bliver uden tvivl en stor fordel for børnene, når de starter i skole, siger Camilla Haldrup.
Camilla Haldrup peger også på, at de nu har bedre mulighed for at spotte børn, for hvem det med matematikken ikke falder helt naturligt. Og det er ifølge Frank Storgaard en rigtig god idé.
- Ved at få tidligt fat i børn med tegn på matematiske udfordringer, kan vi hurtigere komme i gang med at give dem talforståelse, tællestrategier og begyndende læring af matematikkens grundvæsen. På den måde bliver de bedre i stand til at møde matematikken i skolen, forklarer han.
Projektet varer i alt et år og slutter ved årsskiftet. På pædagoguddannelsen håber man på, at projektet kan bane vejen for, at flere daginstitutioner sætter fokus på matematikken, blandt andet via efteruddannelse af det pædagogiske personale.
Ud over Børnehuset Lunden i Nibe deltager Børnehaven Solsikken i Nibe, Børnehaven Planetvej i Aalborg, Daginstitutionen Fuglsang i Nørresundby, Storvorde Børnehave samt Børnehaven Natur og Miljø i Svenstrup også i projektet.