Nordjyske borgmestre råber borgen op om vejafgift - frygter for industrien og arbejdspladserne
Foto: Grafik / TV2 Nord
Alle 11 borgmestre i de nordjyske kommuner er gået sammen om at sende et brev til de ansvarlige politikere på Christiansborg.
Op mod 100 lastbiler tog 4. april til Christiansborg for at demonstrere.
Vognmændene og Dansk Industri var nemlig vrede over en ny aftale, der vil indføre en kilometerbaseret afgift for lastbiler på de danske veje.
Og nu er samtlige 11 borgmestre i Nordjylland også gået ind i kampen.
- Vi er meget bevidste om, at der skal ske noget i forhold til den grønne omstilling, men ikke det her, konstaterer Per Bach Laursen (V) borgmester i Vesthimmerlands Kommune, der sammen med Hans Ejnar Berthelsen (V) borgmester i Morsø Kommune er gået forrest i protesten.
Geografisk skævvridning
De nordjyske borgmestre har nemlig sammen sendt et brev til Skatteministeren, Transportministeren samt Folketingets Skatteudvalg og Transportudvalg.
I brevet udtrykker de, at aftalepartierne har overset den geografiske skævvridning, hvor særligt vejgodstransporten i Nord- og Vestjylland rammes, fordi der her køres ekstra mange kilometer i forbindelse med fragt af varer og gods.
- Nordjylland og Nordvestjylland har i årtier udviklet sig til et stort produktionsområde, hvor mellemstore og små virksomheder hjælper hinanden som underleverandører, det betyder, at der har været en stor intern logistik, forklarer Per Bach Laursen og tilføjer:
- Det, vi frygter, er at virksomhederne vil flytte produktionen til et andet sted for at få afgiften elimineret, og det vil i sidste ende koste arbejdspladser, pointerer han.
Det er ikke længe siden, at Danish Crown meldte ud, at man lukker slagteriet i Sæby, hvilket ender med at koste omkring 800 medarbejdere jobbet. En lukning, som borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit S. Hansen, kaldte "en katastrofe" for byen.
Her er borgmestrenes brev:
Ny vejafgift svækker konkurrenceevnen for landområdernes virksomheder
I kommunerne er vi med til at gå forrest i at omsætte de nationale klimaambitioner til konkret handling, og bakker også op om, at omstillingen af transporterhvervet er en forudsætning for at realisere det samlede mål om klimaneutralitet i 2050.
Som i hele den grønne omstillingen er det dog vigtigt kontinuerligt at afveje reduktioner i udledninger med de afledte konsekvenser for det omkringliggende samfund. Med den kilometerbaserede afgift på lastbiltransporten vurderer vi, at aftalepartierne har overset den geografiske skævvridning, hvor særligt vejgodstransport i Nordjylland og Vestjylland rammes, fordi der køres ekstra mange kilometer i forbindelse med fragt af varer og gods.
Der er risiko for, at virksomheder længst væk fra motorvejsnettet og transportknudepunkter vil blive ramt af stigende udgifter, hvilket betyder reduceret konkurrenceevne og lavere forrentning af deres investeringer. Det vil skabe incitamenter for at flytte virksomhederne tættere på en bedre infrastruktur, og konsekvenserne heraf vil i så fald være yderligere centralisering fra land til by med tab af arbejdspladser og potentiel affolkning af visse landområder som følge.
Vi opfordrer aftalepartierne til at finde løsninger, så denne skævvridende effekt ikke træder i kraft med implementering af den nye vejafgift. I aftalen er der allerede en differentieret afgift i miljøzoner, hvor afgiftssatsen er 50 % højere. Således kunne der indføres zoner i områder langt fra transportknudepunkter, hvor afgiften reduceres.
Samtidig opfordrer vi til, at omstillingen til grøn vejgodstransport understøttes fra statslig side, så lade- og optankningsmuligheder af grønne drivmidler er til rådighed i hele landet og ikke kun i de tætbefolkede områder, som er mest rentable for udbyderne. Ellers bidrager det blot til yderligere skævvridning, hvor transportknudepunkter og byernes styrkeposition styrkes, og landområdernes forudsætning for vækst og udvikling svækkes.
Vi opfordrer til, at der udtænkes en vejafgift, som skaber grøn omstilling uden at skabe lokal afvikling.
Med venlig hilsen
Hans Ejner Bertelsen - Borgmester, Morsø Kommune
Birgit S. Hansen - Borgmester, Frederikshavns Kommune
Søren Smalbro - Borgmester, Hjørring Kommune
Thomas Kastrup-Larsen - Borgmester, Aalborg Kommune
Mogens Christen Gade - Borgmester, Jammerbugt Kommune
Tobias Birch Johansen - Læsø Kommune
Per Bach Laursen - Borgmester, Vesthimmerlands Kommune
Jesper Greth - Borgmester, Rebild Kommune
Mikael Klitgaard - Borgmester, Brønderslev Kommune
Mogens Jespersen - Borgmester, Mariagerfjord Kommune
Niels Jørgen - Borgmester, Thisted
Differentieret tilgang er nødvendigt
Derfor kommer de 11 borgmestre også med en konstruktiv tilgang til vejafgiften.
- Vi vil gerne have en differenceret tilgang, hvor man direkte går ind og laver en model med forskellige afgifter på landsplan, forklarer Per Bach Laursen.
De nordjyske borgmestre skriver blandt andet:
- Vi opfordrer aftalepartierne til at finde løsninger, så denne skævvridende effekt ikke træder i kraft med implementering af den nye vejafgift. I aftalen er der allerede en differentieret afgift i miljøzoner, hvor afgiftssatsen er 50 procent højere. Således kunne der indføres zoner i områder langt fra transportknudepunkter, hvor afgiften reduceres.
- Vi opfordrer til, at der udtænkes en vejafgift, som skaber grøn omstilling uden at skabe lokal afvikling, afslutter borgmestrene i brevet.
Borgmestrenes fælles brev er dog også med til at give Per Bach Laursen et smil på læben, selvom det har et meget vigtigt budskab.
- Jeg er meget godt tilfreds med, at 11 kommuner ud af 11 står sammen om det her. Vi har i Nordjylland tradition for at stå sammen om noget, der er vigtig for alle, så det er jeg stolt over, understreger Per Bach Laursen.