Nordjyske borgmestre går til kamp - livet på landet kvæles
Foto: Home Frederikshavn
Landsted. Arkiv.
Nye ejendomsvurderinger betyder, at mange med små landbrug kommer til at betale væsentligt mere i grundskyld. Det kan for nogle være afgørende for, om de har råd til at blive boende.
31 borgmester - heriblandt fem nordjyske - har sammen med landdistriktsminister Louise Schack Elholm (V) og Landdistrikternes Fællesråd skrevet et bred til skatteminister Jeppe Bruus (S), der retter en skarp kritik mod de nye ejendomsvurderinger af landejendomme.
Mange vil nemlig få ændret boligens status til ejerbolig i stedet for skov- og landbrug, og det kan medføre voldsomme stigninger i grundskylden.
Disse fem nordjyske borgmestre er med
Birgit S. Hansen, Borgmester Frederikshavn Kommune
Hans Ejner Bertelsen, Borgmester Morsø Kommune
Niels Jørgen Pedersen, Borgmester Thisted Kommune
Per Bach Laursen, Borgmester Vesthimmerlands Kommune
Søren Smalbro, Borgmester Hjørring Kommune
I brevet fremgår det blandt andet at:
Men de nye kategoriseringer har konsekvenser, der rækker langt ud over den enkelte borger, som potentielt risikerer at blive stavnsbundet til deres bolig. Det er også en kæp i hjulet på tilflytningen til landdistrikterne, ligesom det hæmmer naturens udviklingsmuligheder.
Begge dele går stik imod ambitionerne fra såvel regeringen som et bredt flertal af Folketinget.
Det er omkring 15.000 ejendomme, der har fået besked om, at de skal skifte kategori fra skov- og landbrug til almindelig ejerbolig. Det er forskelligt, hvor stor en ekstraudgift den højere grundskyld vil give boligejerne.
På Facebook har gruppen "Netværk mod nye ejendomsvurderinger af små landbrug" fået hele 14.285 medlemmer på ganske kort tid.
TV2 Nord følger sagen.