Nordjyske boligpriser på topniveau
Foto: Pressefoto/EDC
Boligpriserne er på vej mod niveau før krisen.
Priserne på danske ejerlejligheder og villaer fortsætter med at stige, og enkelte steder tangerer eller nærmer priserne sig niveauet før finanskrisen. Det viser en ny analyse af boligmarkedet fra ejendomsmæglerkæden EDC.
Særlig godt går det for nordjyderne, hvor villaerne ifølge analysen blot er en procent fra at ramme topniveauet, og hvor priserne på ejerlejligheder faktisk nu ligger lige over niveauet, før krisen ramte.
Det er især i Aalborg, boligsælgerne er tilbage på de historisk høje priser, man tidligere har set på boligmarkedet.
Den udvikling nikker salgschef hos Home i Aalborg, Claus Barret, genkendende til. Nogle steder har der været prisstigninger på over 15 procent på et år.
- Jeg har svært ved at tro, at vi fortsætter med at opleve så markant store prisstigninger på ejerlejlighederne, men lige nu og i de kommende måneder er og vil der være stor efterspørgsel på studieegnede ejerboliger, siger han.
I resten af de nordjyske kommuner er priserne 7-19 procent under toppen og lavest i Vesthimmerlands Kommune.
Nordjylland er det sted i landet, hvor huspriserne stiger mest. Den tendens forklarer Jan Nordmann, der er kommunikationschef i EDC, med at priserne andre steder i landet aldrig faldt så meget, som det er set i Nordjylland - og dermed har vejen tilbage til toppen også været kortere.