Nordjyske betjente skal gå med numre
De nordjyske politibetjente skal sammen med resten af landets betjente fra 1. februar til at bære et unikt markeringsnummer. På den måde kan betjentene lettere identificeres og det gør det også nemmere for borgerne at klage over politiet.
Markeringsnumre på skuldrene af betjente skal gøre det nemmere for borgerne at klage over betjente.
Poul Severinsen er vicepolitiinspektør og en af de første betjente i Nordjylland til at få et nummer, som han skal bære synligt udenpå sin uniform fra 1. februar.
Det skal gøre det nemmere for borgerne at klage, hvis de mener, at betjentene ikke agerer, som de skal.
- Der har været eksempler, som har gjort, at man er kommet frem til, at betjentene skal bære de her numre. Det gør det nemmere for borgerne at klage over eller rose den enkelte betjent, forklarer han.
Politiet har tidligere været bekymrede for betjentenes sikkerhed, men med bogstaver og tal i stedet for betjentenes navne løser man det problem.
- Nu bliver det sådan, at man kan nøjes med at oplyse sit nummer. For os med et specielt efternavn har jeg syntes, at det har været ubehageligt, at man skulle gå med sit navn udenpå tøjet, siger Poul Severinsen.
I Norge og Skotland har man allerede gode erfaringer med markeringsnumrene, der bliver en realitet for de nordjyske politifolk ved månedsskiftet.