Nordjyske betjente skal fortsat til grænsen
Kontrollen ved den dansk-tyske grænse er forlænget til 12. november. Det betyder, at Nordjyllands Politi fortsat må afgive mellem 40 og 50 betjente til opgaven.
Grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse er en opgave, der det seneste halve år har kostet mange kræfter for Nordjyllands Politi. Konstant er mellem 40 og 50 betjente udlånt til opgaverne i Sønderjylland, og nu forlænges grænsekontrollen til 12. november.
- Der er en udbredt frustration, for mange føler ikke, at de kan give borgerne en forsvarlig betjening. Det oplever kollegerne, og det er der er specifikke opgver, der bliver nedtonet, siger betjentenes tillidsmand, formand for Nordjyllands Politiforening, Jens Jørgen Møller Nielsen.
Han fortæller, at det ikke kun er faglige frustrationer, men at betjentene også er under pres privat. Når de er udsendt presser det familielivet, og det er desuden svært for betjentene at få afviklet den afspadsering, der hober sig op. Det betyder også noget for arbejdsmiljøet.
- Som man siger, når krybben er tom, så bides man, og det er nok lidt det, der sker nu. Folk kan godt bide lidt af hinanden, fordi nogle ikke mener, at de andre bidrager lige så meget. Men alle bidrager og gør en indsats, understreger Jens Jørgen Møller Nielsen.
I Vestbjerg nord for Aalborg har borgerne været ramt af en ren indbrudsbølge. En af dem, der har haft ubudne gæster, er Jette Nielsen.
- De ved ikke, hvem det er. Så det er altså ikke opklaret - og det bliver det nok heller ikke, siger hun.
Hun oplevede fin respons fra politiet, da hun og familien i november havde indbrud, men med de mange ressourcer, der afsættes til bevogtning af grænsen, frygter hun, at tyvene får endnu lettere spil i Vestbjerg i fremtiden.
- Hvis det sker igen, så er det ikke sikkert politiet kommer så hurtigt. Og så er tyvene da først over alle bjerge, siger Jette Nielsen.
Selv om betjentene er pressede og må prioritere opgaverne, forsikrer politiforbundets formand, at hans kolleger gør alt for at servicere nordjyderne, mens de sender kolleger til grænsen.
- Så længe der er velvilje fra kollegerne til at løse opgaverne, så går det. Men det er kun på grund af kollegerne. Det er jo vores opgave, og vi skal løse den, så selvfølgelig løser vi den, siger Jens Jørgen Møller Nielsen.