Nordjyske Bank har det bedste omdømme i Nordjylland
Foto: TV2/Nord
I analyseinstituttet Voxmeters årlige undersøgelse af banksektoren er Nordjyske Bank placeret som ét i Nordjylland med hensyn til omdømme. I Danmark er de nummer tre.
De kan godt tillade sig at klappe sig selv på skulderen hos Nordjyske Bank.
En undersøgelse fra analyseinstituttet Voxmeter placerer nemlig Nordjyske Bank som nummer ét, når det kommer til omdømme blandt bankerne i Nordjylland. På landsplan er Nordjyske Bank nummer tre, når det kommer til omdømme og nummer fire mål på kundetilfredshed.
- Vi er meget tilfredse med igen at toppe listen i Nordjylland og ligge i top tre på landsplan i forhold til omdømme og i top fem i forhold til kundetilfredshed, lyder det fra bankdirektør Claus Andersen fra Nordjyske Bank.
Analyseinstituttet Voxmeter har i løbet af 2018 spurgt 51.637 tilfældigt udvalgte danskere, hvordan de vurderer deres bank ud fra en række forskellige parametre såsom produkter, service, omdømme og kommunikation, og det er altså her, at Nordjyske Bank har klaret sig særlig godt.
- Noget af det, vi altid har lagt stor vægt på, er vores lokale fundament, de nordjyske relationer og den direkte, personlige kontakt med vores kunder, og det viser analysen, at vores kunder også prioriterer højt. Samtidig har den nære rådgivning været kombineret med en høj faglighed i vores lokale afdelinger, hvilket også bidrager til de høje placeringer i undersøgelsen, siger Claus Andersen.
Målt på kundetilfredshed er Nordjyske Bank nummer to i Nordjylland, hvor de må se sig overgået af Sparekassen Thy.