Nordjysk VM-vinder gjorde far stolt: - Jeg fældede en lille tåre
Det er ikke kun familie og venner, der er stolt over de nordjyske VM-vindere.
Efter Danmark søndag historisk sikrede sig verdensmesterskabet for tredje år i træk, har der været guld-eufori rundt omkring i landet.
De to nordjyske stregspillere Simon Hald og Magnus Saugstrup fik begge store roller i finalekampen. Og fra hjemmet i Aalborg sad Simon Halds far klistret til skærmen, hvor reaktionen kom prompte, efter sejren kom i hus.
- Jeg må da ærligt indrømme, at jeg fældede en lille tåre. Altså man bliver jo bevæget, når sådan noget sker. Selvfølgelig er man stolt som far, når ens søn har præsteret det, han har, fortæller Jens Peter Jensen, der er far til Simon Hald.
Simon Halds mor, Helga Hald, var blandt publikum til finalekampen, derfor kunne hun også stolt få taget et billede med sin søn, der havde endnu en VM-medaljen om halsen.
Dygtige trænere gør en forskel
Både Simon Hald og Magnus Saustrup har spillet i Aalborg Håndbold. Direktør for den aalborgensiske klub, Jan Larsen, har også et bud på, hvorfor Danmark - og ikke mindst Nordjylland - gang på gang lykkes med at producere spillere i verdensklasse.
- Der er en masse dygtige ungdomstrænere, som gør en kæmpe indsats for at udvikle på de her spillere, og så er det ingen hemmelighed, at jeg synes, at vi har nogle af de allerbedste trænere i hele verden. Det kan man jo også se på den måde, som den danske liga er blevet udviklet på. De danske trænere formår hele tiden at udvikle spillet, forklarer Jan Larsen.
Midt i herrelandsholdets VM-fejring, lige da de var landet i lufthavnen, fik TV2 Nords vært Caroline Monin lov til at snakke nordjyske Magnus Saugstrup.
Se videoen herunder:
Unge håndboldspillere så med
Eleverne på Aabybro Efterskole så også VM-finalen sammen, og her dagen derpå er de selv at finde på halgulvet.
- Vi sad alle sammen inde i vores fællessal og råbte og skreg, fortæller Magnus Nørgaard Pedersen, der er elev på Aabybro Efterskole
- Der var godt med tænding på i hvert fald til sidst, siger Marcus Hjøllund, der ligeledes er elev på Aabybro Efterskole
-Vi var godt nok glade alle sammen. Det var rigtig fedt, fortæller Sophie Thrysøe Ottesen, der også er elev på Aabybro Efterskole.
Håbet blandt eleverne er, at de om nogle år kan gøre håndboldherrerne kunsten efter, og derfor var knap 40 håndboldspillere på Aabybro Efterskole klar til mandagens formiddagstræning.
- Når man kommer her, så drømmer mange om at blive professionelle og drømmer om at være en del af et landshold, så vi skal jo prøve at skubbe dem i den rigtige retning, så de lærer, hvad det er for nogle forudsætninger, det kræver at nå så langt, fortæller Morten Secher, der er håndboldlærer på Aabybro Efterskole.
Drømmer om landsholdet
Eleverne selv er er dog udmærket klar over, at vejen til landsholdshåndbold er lang. Men drømmen om at repræsentere Danmark ved en af de store slutrunder lever i bedste velgående.
- Det er en lille drøm, men jeg er jo en flue i forhold til dem, så det er bare at kigge fremad. Og jeg drømmer jo stadigvæk, men det tror jeg, at vi alle sammen gør, lyder det fra Magnus Nørgaard.
- Det er jo selvfølgelig drengedrømmen. Det er jo det, man altid gerne vil opnå, fortæller Marcus Hjøllund.
- Altså det kunne da være fedt at spille en landskamp på et tidspunkt, fortæller Sophie Thrysøe Ottesen.
Næste gang danskerne trækker i landsholdstrøjen til en slutrunde er til januar næste år, når de spiller EM. Til den tid er Simon Hald atter at finde i Aalborg Håndbold. Nordjyden vender tilbage til klubben til sommer efter flere år i tyske Flensburg Handewitt.