Nordjysk venstrepolitiker: Lad os få bro over Kattegat
Unge folketingskandidater fra Venstre går nu offensivt til værks og iværksætter en underskriftsindsamling for at få en bro over Kattegat. En bro, der kan være med til at udvikle Nordjylland
To af Venstres folketingskandidater fra Nord- og Midtjylland er gået sammen om at begynde en underskriftsindsamling for en kattegatbro. Fra Nordjylland er det folketingskandidat for Venstre i Hjørring, Karsten Lauritzen.
- Der er behov for at tænke visionært. En Kattegatbro kan binde Jylland og Sjælland sammen - sikre vækst og udvikling i hele Danmark også nord for Limfjorden, lyder det fra Karsten Lauritzen, som desuden er formand for Venstres Ungdom.
Underskriftsindsamlingen har til formål at begynde en folkelig debat om, hvorfor vi skal have en Kattegatbro, der vil binde Jylland og Sjælland sammen og sikre bæredygtig udvikling i udkantsområderne af Danmark.
- Vores underskriftsindsamling er ikke en protest mod Femern-forbindelsen, men hvis jeg fik valget om man skulle bruge pengene på en Femern-forbindelse og en Kattegat-forbindese, vil jeg vælge Kattegatforbindelse, for det er vigtigere at binde Danmark sammen end Sverige og Tyskland, siger Karsten Lauritzen.