Nordjysk travkusk meldt for dyremishandling
Travkusk fra Nørresundby politianmeldt for at selv at have foretaget et operativt indgreb på en hoppe - helt uden at bedøve den. Hesten er nu blevet aflivet
I sine 21 år som dyrlæge har Ole Bjørn Jensen fra Gærum ved Frederikshavn aldrig oplevet noget lignende.
- At en hesteejer kan gøre det, han har gjort mod sin væddeløber er uhyggeligt. Det er dybt forkasteligt, siger Ole Bjørn Jensen til TV2/NORD.
Onsdag bliver dyrlægen kaldt ud for at tilse travhesten Kiss Me Lafayette, der står opstaldet lige uden for Nørresundby. Den 6-årige hoppe bløder voldsomt igennem et tykt lag af forbindinger på det ene forben. Ejeren har angiveligt selv været ved at snitte i hesten for at få noget betændelse ud.
- Jeg var slet ikke i tvivl om at nogen havde skåret to steder i hestens højre forben. Snittene var rene. Pulsåren var cuttet, og det blodet sprøjtede ud, da jeg tog forbindingerne af, siger Ole Bjørn Jensen.
Nu er hesten blevet aflivet og dyrlægen har meldt mishandlingen til politiet.
I følge hestebladet Trav og Galop er det amatørkusken Jamshed Yousuf fra Nørresundby som ejer hesten. Det har fredag ikke været muligt at få hans kommentar til politianmeldelsen.
På Aalborg Væddeløbsbane tager man klar afstand fra dyremishandlingen.
- Det er en meget grim sag, hvis der efter alt at dømme er hold i den. Den værste i min tid som direktør her. Det er meget tvivlsomt om Jamshed Yousuf nogensinde får lov at stille op til løb igen. Vi vil ikke have dyremishandlere her på banen, siger Jesper Elbæk, direktør for Aalborg Væddeløbsbane.
Dansk Travsports Centralforbund vil ikke udelukke, at kusken fra Nørresundby, der er af pakistansk oprindelse, har kørt sit sidste løb.