Nordjysk togdrift bliver påvirket af forsinket signalsystem
Foto: René Ryom
DSB stopper helt med at køre tog i Vendsyssel med udgangen af 2018, og de planlagte udvidelser af den regionale togkørsel i Himmerland må udskydes. Det er resultatet af en udmelding fra Transportministeren om flere forsinkelser i udrulning af et nyt landsdækkende signalsystem.
Regionsrådet finder det yderst kritisabelt, at der endnu en gang ændres i de forudsætninger, der var grundlag for aftalen om den regionale overtagelse af togdriften i Nordjylland, skriver Region Nordjylland i en pressemeddelelse.
- Det er brandærgerligt, at det forsinkede signalsystem nu rammer de nordjyske togpassager på den her måde. Fra Regionsrådets side vil vi til gengæld gøre alt hvad vi selv kan for at sikre, at borgerne i Vendsyssel tilgodeses bedst muligt inden for de ændrede rammer, vi stilles i udsigt, lover regionsrådsformand Ulla Astman i en pressemeddelelse.
Landsdækkende tog ikke klar til nyt signalsystem
Det fremtidige signalsystem forventes nu først udrullet i hele landet i 2024, men det vil dog blive taget i brug i Vendsyssel allerede fra 2019 som det første sted. DSB er dog på det tidspunkt – modsat Nordjyske Jernbaner – ikke klar til at håndtere det nye signalsystem i alle deres tog. Derfor bliver det i stedet Nordjyske Jernbaner, der skal levere al togkørsel i Vendsyssel.
Det er en udvikling, som kommer bag på Regionsrådet i Nordjylland, som siden den 6. august sammen med Nordjyllands Trafikselskab og Nordjyske Jernbaner har stået for den øvrige togdrift i regionen:
- Det har været en meget central del af vores aftale med Transportministeriet, at der fortsat skulle køre lyntog til Frederikshavn. Men det kan desværre ikke lade sig gøre fra slutningen af næste år, har vi nu pludseligt fået at vide, fortæller Ulla Astman.
Stærk regional togdrift trods lavere ambitioner
Den nuværende aftale med Transportministeriet sikrer i øjeblikket 6 daglige lyntog til Frederikshavn, og det er disse tog, som fra 2019 vil blive erstattet med tog fra Nordjyske Jernbaner. Det vil betyde, at alle passagerer skal skifte i Aalborg.
Region Nordjylland havde også set frem til væsentlige udvidelser af den regionale togkørsel i takt med udrulningen af det nye signalsystem. Men med den nye melding fra Transportministeriet må disse udvidelser nu udskydes til 2024. Det drejer sig bl.a. om udvidet kørsel i Himmerland fra ét til to tog i timen mellem Skørping og Aalborg samt ønsket om at forlænge den regionale togkørsel helt til Hobro.
- Det her betyder, at vi må justere vores ambitioner og især tempoet i udvidelsen af den regionale togdrift, og det er jeg ked af på passagerernes vegne. Heldigvis har vi sat overliggeren højt fra start, og hvis jeg tager de positive briller på, giver udmeldingen fra Transportministeren os nogle nye muligheder for at optimere togkørslen i Vendsyssel på lidt længere sigt. For allerede i dag giver den regionale togdrift en væsentligt bedre betjening af passagererne i Nordjylland, end vi har været vante til fra DSB, siger Ulla Astman.
Fortsat planer om lyn- og IC-tog til Aalborg Lufthavn
Den nye plan betyder, at der fortsat kan etableres en stikbane til Aalborg Lufthavn i 2020 eller 2021, og at lyn- og IC-togene derved får Aalborg Lufthavn som endestation. Udmeldingen fra Transportministeren giver dog nogle udfordringer for Nordjyske Jernbaner:
- Vi overtog den regionale togdrift den 6. august, og er kommet godt igennem de første 100 dage. Efter nogle indkøringsproblemer har vi fået etableret en stabil kørsel med god rettidighed, og vigtigst af alt har passagererne taget rigtigt godt imod os. Vi må nu se på hvorledes vi kan få køreplanerne justeret, så vi fortsat kan yde vore kunder den bedste service, siger direktør Peter Hvilshøj, Nordjyske Jernbaner i en pressemeddelelse.
Ændringerne i køreplanerne vil blive gennemført i december 2018 i forbindelse med overgang til den nye køreplan for 2019.