Nordjysk tilfredshed med frikommuneforsøg
Foto: TV2/NORD (Arkiv)
En nordjyske delegation var i dag på besøg på Christiansborg, hvor de gav Folketingets Beskæftigelsesudvalg en orientering om de nordjyske erfaringer med frikommuneforsøget.
Folketingets Beskæftigelsesudvalg hørte nærmere om de nordjyske erfaringer med mere selvbestemmelse på beskæftigelsesområdet.
Folketingets Beskæftigelsesudvalg hørte i dag nærmere om erfaringerne fra de nordjyske kommuners frikommuneforøg, der løber til og med 2020. 11 nordjyske kommuner er blevet fritaget for en lang række regler på beskæftigelsesområdet, mod at de til gengæld får mere frihed til at bestemme selv.
Formanden for Kommune Kontakt Rådet Nordjylland, Hjørrings borgmester Arne Boelt (Socialdemokratiet), stod i spidsen for den nordjyske delegation, der fremlagde erfaringerne fra det nordjyske.
Og der var positive tilbagemeldinger fra de nordjyske kommuner.
- Borgerne er mere tilfredse – det giver de udtryk for – for de kan mærke, at der er en forenkling af opgaverne, og at sagsbehandlingen går hurtigere. Især for de borgere, som ikke bare skal have et job, men også har et sygdomsforløb, hvor de skal have en lægeerklæring, siger Arne Boelt.
Forenklet sagbehandling
Hovedformålet med frikommuneforsøget har været at få forenklet sagsbehandlingen. Blandt andet har de nordjyske kommuner haft mulighed for at undlade at indhente lægeattester, hvis anden lægefaglig dokumentation vurderes at give mere viden om en borgers helbred. Et forsøg der indtil nu har sparet de nordjyske læger for noget nær to fuldtidsstillinger i den tid, de bruger på lægeattestester, og dermed også sparet kommunerne penge.
- Jeg synes, at langt det meste i frikommuneforsøget er positivt, siger Arne Boelt, der vurderer, at en stor del af det, de nordjyske kommuner har lavet forsøg med på beskæftigelsesområdet, uden videre vil kunne bruges fremadrettet i lovgivningen.
- Det er vigtigt at få forenklet papirarbejdet og få afbureaukratiseret området. Det nordjyske forsøg viser, at det virker, og at det er noget, der kan mærkes helt ude ved borgerne, siger Arne Boelt.
Til gavn for borgerne
Det nordjyske medlem af Beskæftigelsesudvalget, Anne Honore Østergaard (Venstre), er enig med Arne Boelt i, at frikommuneforsøget har været med til at vise, at et komplekst område kan håndteres mere enkelt til gavn for borgerne.
- De eksempler, de nordjyske kommuner kommer med, kan være med til at mindske bureaukratiet, siger Anne Honore Østergaard.
Der kommer ny lovgivning på området (lov om aktiv beskæftigelsesindsats) pr. 1. januar 2020, og Anne Honore Østergaard forklarer, at de nordjyske kommuner skal vende tilbage med en evaluering, når frikommuneforsøget er slut med udgangen af 2020.
- Den nye lovgivning tager højde for en del af det, men vi har bedt de nordjyske kommuner kigge på, hvad de eventuelt ikke kan få lov til med den nye lovgivning. For er der noget, man kan gøre mere fornuftsbetonet, skal vi da gøre det, siger Anne Honore Østergaard.
Frikommuneforsøg 2016-2020 under temaet ”En mere effektiv og fleksibel beskæftigelsesindsats, herunder nytænkning af integrationsområdet.”
Siden forsøgsstart i 2016 er der i Nordjylland igangsat i alt 19 initiativer inden for mange områder af beskæftigelseslovgivningen – eksempelvis:
Mikrolånsforsøg, der gør det muligt at understøtte, at kontanthjælpsmodtagere starter egen virksomhed
Samtaleforsøget, der har fjernet de alt for mange proceskrav omkring jobsamtalen med borgerne
Lægeattestforsøgene, der gør det muligt at undlade at indhente lægeattester, hvis anden lægefaglig dokumentation vurderes at give mere viden om borgers helbred.