Nordjysk rejseselskab brager derudaf - nu åbner de også for afrikansk safari
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Snart kan det være muligt at se giraffer og andre dyr på safari med Nilles Rejser. Arkivfoto.
Bookingerne i Danmark og Norden er steget med henholdsvis 70 og 80 i 2022 sammenlignet med 2019, så nu kan Nilles Rejser udvide.
Det har været et rigtig godt år for det nordjyske rejseselskab Nilles Rejser.
I 2022 har de oplevet en øget rejseaktivitet hos nordjyderne og danskerne. Faktisk så stor rejselyst, at deres bookinger på rejser i Danmark er steget med 70 procent sammenlignet med 2019, mens bookinger til rejser i resten af Norden er steget med 80 procent i samme periode.
- 2022 har været et rigtig godt år for os. Det skyldes særligt en øget rejseaktivitet i Danmark og resten af Norden, som tilmed er større end før coronaens indtog, siger Miriam Bisgaard Christensen, som er administrerende direktør for rejseselskabet.
Safari i Kenya
Den øgede rejselyst gør, at det nordjyske rejseselskab er klar til at satse yderligere på rejser udover Nordens grænser. Nu udvider de med 15 nye rejsemål i 2023 med fokus på oversøiske rejser, der blandt andet tæller safari i Kenya og rundrejser i Canada.
- Den positive udvikling i vores bookinger i Danmark og Norden gør, at vi næste år holder fast i vores store rejseprogram her og tilmed udvider med flere nyheder i områderne. Vores gæster kan for eksempel se frem til store naturoplevelser i magiske Lapland, hvor vi som det eneste rejsebureau i Danmark kan tilbyde direkte fly fra Aalborg og København, fortæller Miriam Bisgaard Christiansen.
Flere solorejser
Derudover kan man snart rejse til blandt andet Bali og Vietnam med det nordjyske rejseselskab, men derudover vil Nilles Rejser bruge flere kræfter på solorejser, som ifølge rejseselskabet er et voksende marked.
- Flere og flere danskere rejser alene, og det har vi kunne mærke i efterspørgslen på solorejser hos os. Det vil vi naturligvis gerne gøre vores bedste for at imødekomme, og derfor kan vi præsentere flere solorejser i 2023, ligesom vi fremover vil sætte større fokus på at tilgodese solorejsendes behov, slutter Miriam Bisgaard Christiansen.
Siden 1947 har Nilles Rejser sendt nordjyder og danskere på ferie i Danmark og udlandet.