Nordjysk pessimisme når Michelin-stjernerne uddeles mandag
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
Der er ikke meget, der tyder på, at 2018 bliver året, hvor Nordjylland får sin første Michelin-stjerne.
De nordjyske køkkenchefer og restauratører har sukket efter den i årevis. Stjernen i franske Guide Michelin, som er en af den gastronomiske verdens helt store anerkendelser.
- Det kunne da være dejligt at få en, men vi har ikke nogle indikatorer på, at vi skulle få det, fortæller Daniel Ditman, der er køkkenchef hos Musikkens Spisehus i Aalborg. En restaurant, der flere steder nævnes som en nordjysk bobler til en Michelin-stjerne.
Indikatorerne er, at Guide Michelins inspektører som regel giver sig til kende, når de har besøgt en restaurant. Meget tyder dog på, at inspektørerne i år har bevæget sig meget lidt rundt i det nordjyske.
Derfor er der ikke noget, der peger i retning af, at det bliver i år en nordjysk restaurant får en stjerne i Guide Michelin, eller Michelin-guiden, som de fleste kalder den.
- Det er jo den ultimative anerkendelse, og selvom nogle neglichere det lidt, så tror jeg da ,det er en stor drøm for de fleste køkkenchefer og ejere af restuaranter at opnå den udmærkelse, fortæller Daniel Ditman.
Der er lige nu 23 restauranter i Danmark med en eller flere Michelin-stjerner. 15 af dem har adresse i København.