Nordjysk overlæge konkurrerer med rockstjerner
Overllæge fra Aalborg er nomineret til musikpris
Overlæge på Aalborg Universitetshospital, Per Thorgaard, kan i aften vinde en pris ved Danish Music Awards. Han skal bare lige slå Mew!
Ja, den er god nok. Per Thorgaard, overlæge ved Aalborg Universitetshospital, kan i aften vinde en pris ved Danish Music Awards. Priserne er normalt forbeholdt Danmarks ypperste musikere, men Per Thorgaard er nomineret i prisen "årets ide".
- Jeg er glad for at være nomineret. Men jeg er rigtig spændt på, hvordan det skal gå, når jeg skal konkurrere med Outlandish og Mew, siger Per Thorgaard med et smil.
Han er nomineret for at være en af mændene bag et projekt, der har indført beroligende musik i alle Region Nordjyllands ambulancer. Per Thorgaard er rejst til København med sin kone for at deltage i prisuddelingen. Det er dog tvivlsomt, hvor rolig han selv er, når priserne skal deles ud.