Nordjysk opfindelse hjælper respirator-patienter - og sygehusøkonomien
Foto: Mick Knive Anderson (Arkivfoto)
Akut
Et nyt system udviklet i Nordjylland kan give bedre behandling til respirator-patienter ved at overvåge dem med en computer.
Det er ikke altid bare sådan lige til at lægge patienter i respirator på de nordjyske sygehuse. Evnen til ordentligt at trække vejret selv bliver nedsat, og respiratoren skal flere gange i døgnet justeres og tilpasses den enkelte patient, så de får den optimale hjælp.
Typisk er det en speciallæge, der skal foretage de nødvendige tilpasninger, og det kan hurtigt skabe en flaskehalssituation.
Men med en ny nordjysk opfindelse bliver det lettere at holde øje med patienterne. Opfindelsen hedder BEACON Caresystem og er i al sin enkelhed en computer, som monteres på respiratoren. Computeren holder så øje med patientens tilstand og kan hurtigt måle, om der er brug for at ændre på indstillingen af respiratoren.
Tilpasninger kan herefter gennemføres af de sygeplejersker, som er på afdelingen.
Skal afprøves i Europa
Systemeter ikke bare bedre for patienterne - det kan også vise sig at være bedre for sygehusets økonomi, fordi en optimeret behandling hurtigere kan sende patienter videre fra intensiv-afdelingen til andre hospitalsafsnit.
- Vi vurderer, at løsningen i gennemsnit vil kunne reducere en patients indlæggelsestid på intensiv-afdelingen med 25-30 procent. Det betyder, at patienten er hurtigere om at komme sig, og da intensivafdelinger i gennemsnit lægger beslag på 20 procent af et hospitals budget, så vil der også være meget store summer at spare, fortæller Jørgen Hansen, CEO hos Mermaid Care, der har udviklet budgettet.
Tidligere tests udført på Herning sygehus og hospitaler i Europa har vist, at systemets anbefalinger faktisk kan forbedre patientens tilstand. Nu skal systemet afprøves i store kliniske forsøg i Europa med henblik på at dokumentere, i hvilken udstrækning, systemet forkorter indlæggelsestiden på intensivafdelinger.
BEACON Caresystem ventes at være klar til markedsføring og klinisk ibrugtagning efter forsøgsperioden.