Nordjysk kulturminister fik overdraget ministeriet fra rørt Joy Mogensen
Ane Halsboe-Jørgensen har fredag officielt overtaget rollen som øverste chef i Kirke- og Kulturministeriet fra Joy Mogensen.
Det var en rørt eks-minister, der fredag over middag overdrog Kirke- og Kulturministeriet til en lige så rørt Ane Halsboe-Jørgensen, der nu officielt har overtaget rollen som kirke- og kulturminister.
Overdragelsen skete med fire dages forsinkelse, efter at statsminister Mette Frederiksen mandag præsenterede den mini-rokade på ministerholdet, som Joy Mogensens frivillige afgang fra posten udløste.
Jeg er så glad for at det er dig, Ane, der nu skal tegne regeringens kulturprofil.
Joy Mogensen, tidligere kirke- og kulturminister
Joy Mogensen annoncerede søndag, at hun trådte tilbage som minister. Hun havde indtil da været kulturminister siden valget i sommeren 2019, hvor hun blev hentet ind på ministerholdet fra sin post som borgmester i Roskilde Kommune. Den post opgav hun, da hun blev minister, men hun har altså ikke været folketingsmedlem.
- I kommer til at elske hende
Meget berørt holdt Joy Mogensen sin sidste tale i ministeriet henvendt til sin arvtager, men rettede også blikket mod de ansatte i ministeriet, der nu får en ny chef, og sagde:
- I kommer til at elske hende - man kan simpelthen ikke andet.
Henvendt til Ane Halsboe-Jørgensen sagde Joy Mogensen blandt andet:
- Jeg er så glad for at det er dig, Ane, der nu skal tegne regeringens kulturprofil. Jeg er så glad, fordi jeg ved, at du vil sørge for, at dit lys falder både på hytte og hus. Jeg er glad, fordi jeg ved, at du allerede nu er i gang, med at aflyse den helt absurde kamp mellem elite og bredde, der alt for længe har præget dansk kulturliv.
Glad for at se forgænger smile
Ane Halsboe-Jørgensen har, ligesom Joy Mogensen været minister siden valget i 2019, men skifter nu resortområdet uddannelse og forskning ud med kirke- og kulturlivet. Foran hende ligger store og vigtige opgaver hvor både tech-giganter og medieforlig skal tackles.
Hun overtog ministeriet - og den gave fra minister til minister, der er tradition for at give - med bævende stemme og disse ord rettet mod sin forgænger.
- Tak, Joy. Ikke bare for de ord, men også for din kærlighed til foreninger, til kunst, til kultur, til alt det dannende, til der hvor vi mødes som mennesker. Det er også der, vi slår os og bliver stærkere - i mødet med alt det.
- Det har du bragt herind på fineste vis - præcis som jeg kender det. Men du har gjort det i en tid, som har været utaknemmelig, som har været umenneskelig hård, og hvor jeg næsten ikke kan være mere lettet over at se dig smile i dag.
- Du er ikke færdig
Joy Mogensen begrundede søndag sin afgang som minister med, at hun var "løbet tør for overskud". Blandt andet fordi hun som minister mistede sin ufødte datter og efterfølgende har skullet være minister under coronapandemien der påvirkede - og stadig påvirker - kulturlivet i særlig høj grad.
Nu er Joy Mogensen igen gravid og i Ane Halsboe-Jørgensens tale til hende, blev både de ulykkelige og lykkelige begivenheder addresseret:
- Jeg er helt overbevist om, at det barn du nu venter dig, får en fantastisk mor, der vil bringe al den dannelse - uanset om det er dit klassiske klaverspil, eller om det er din kærlighed til litteraturen eller noget helt tredje, så er det et meget heldigt børneliv, at blive født ind i den kærlighed. Og jeg ønsker dig alt det bedste, lød det fra en rørt Ane Halsboe-Jørgensen.
- Jeg er slet ikke i tvivl om at du lander på benene, og at du ikke er færdig med at gøre denne her verden bedre.