Nordjysk iværksætternetværk skaber jobs
Skobutikken Carla F i Aalborg var aldrig blevet til virkelighed uden støtte og rådgivning fra Nordjysk Iværksætter Netværk. Alene i år har netværket rådgivet mere end 350 iværksættere, der har haft lyst og mod til at starte egen virksomhed.
Andre iværksættere kan roligt lade sig inspirere af Tina Schrøder og hendes succes med at skabe egen skobutik i Aalborg, skriver Erhvervs og Byggestyrelsen i en pressemeddelelse.
Tina Schrøder kom fra idé til egen virksomhed med hjælp fra Nordjysk Iværksætter Netværk. Netværket tilbyder nemlig 16 timers målrettet rådgivning til nordjyder, der drømmer om at blive selvstændige.
Iværksætternetværket kan tilbyde fire timers basisrådgivning, og derefter er der mulighed for 12 timers privat rådgivning hos for eksempel revisorer, advokater, markedsføringsbureauer eller andre, som netværket har indgået aftaler med.
- Netop iværksættere kan her midt i finanskrisen være med til at skabe vækst, og det er derfor vigtigt, at vi får skabt rigtig gode muligheder for iværksættere, så de kan blive støttet i den udfordrende proces, det er at komme fra idé til at starte egen virksomhed, siger lederen af Nordjysk Iværksætter Netværk, Hans Peter Wolsing.
I 2008 hjalp Nordjysk Iværksætter Netværk 1326 nordjyske iværksættere.