Nordjysk høst stiger: Hele 10.000 liter vin er snart klar til flaske
Det er gået en vej for Guldbæk Vingård de seneste år. På tre år er mængden af vin steget fra 6000 liter til 10.000 liter fra vinmarkerne ved Svenstrup.
År 2018 blev kaldt "surrealistisk", da rekordsommeren betød at Guldbæk Vingård slog sin egen rekord og producerede omkring 6000 liter vin. En høst, der ifølge vingården selv var nærmest surrealistisk.
Og i år tre år senere er der endnu mere at glæde sig over hos vinbonden Jan Thrysøe.
For 10.000 liter vin bliver det i hvert fald til - og så er høsten slet ikke slut endnu.
- I princippet kan vi høste så længe, der er bær og så længe, der ikke er frost i jorden, så det kan være, vi bliver ved til december, fortæller han.
Muslinger på jorden
Og jorden på et stykke af hans fire hektar store vinmark har i år haft en særlig bevågenhed; for som et forsøg har han lagt muslinger på i et cirka 30 centimeter lag i bunden på vinmarken.
- Vi har set en formidabel forskel på det lille stykke, så forsøget må siges at være en succes, fortæller Jan Thrysøe, der tilføjer, at kombinationen med muslinger og vin på marken er kommet for at blive.
- Det er vi sikker på, for muslingerne holder blandt andet på fugten i jorden, lyder det fra den nordjyske vinbonde.
Familien hjælper til
De første vinstokke blev plantet i 2008, og der dyrkes økologisk med fokus på biodiversitet og bæredygtighed.
Det betyder også, at der skal bruges massevis af hænder, når der skal høstes på Guldbæk Vingård. Hvert år tropper en række frivillige op på vingården for at hjælpe med at høste druerne, og selvfølgelig er hele familien på gården sat i sving.
Deriblandt Helle Trudsø, der er Jan Thrysøes svigerdatter.
- Vi elsker at gå herude i marken, det er fed hobby, siger Helle Trudsø.
Mens vinmarken for hende er en hobby, så ser det anderledes ud for hendes mand, Kim, der netop er blevet fuldtidsvinbonde i familieforetagendet.
Vin til Svinkløv Badehotel
Guldbæk Vingård ventes at være klar med 20.000 flasker vin inden længe, og det er vin, der blandt andet serveres på Svinkløv Badehotel.
Den nordjyske vingård kan da også bryste sig med sidste år at have vundet guld i en stor, international vinkonkurrence i Østrig, AWC Vienna, hvor mere end 11.000 vine deltog. Her snuppede den nordjyske familievirksomhed førstepladsen i mousserende vin.