Nordjysk fotograf idoliserede Lise Nørgaard: - Hun spurgte om jeg ikke ville låne hendes badedragt
Det var en af de sjovere opgaver for Betina Fleron tilbage i 2003.
For 20 år siden havde fotograf Betina Fleron en opgave, som hun stadig husker den dag i dag. Hun skulle tage billeder af Lise Nørgaard for Aller Media.
Første dag mødte de Lise Nørgaard i Tivoli, men Betina Fleron mente, at hendes billedmateriale i forlystelsesparken var for tyndt.
- Jeg havde hørt, hun godt kunne lide at vinterbade, så jeg spurgte, om hun havde lyst til at mødes for at få nogle billeder, mens hun var i Øresund. Det sagde hun ja til, siger Betina Fleron.
Hel dag i selskab
Dagen efter skulle de mødes hjemme hos Lise Nørgaard.
- Jeg kunne mærke, da jeg skulle banke på døren, at jeg havde mange sommerfugle i maven, fordi hun altid har været et idol for mig i forhold til mit eget fag, siger Betina Fleron.
Lise Nørgaard var skaberen af 'Matador' og havde i mange år arbejdet som både journalist og forfatter.
- Da jeg kommer ind ad døren, åbner hun armene og siger "goddag, kom indenfor og velkommen og vil du have en kop kaffe". Jeg følte mig bare godt modtaget og godt tilpas lige fra starten, husker Betina Fleron.
- Hun fik mig bare til at hvile i hendes selskab, og det var rigtig fedt, man bare kunne være sig selv. Vi havde det sjovt, og der var god pingpong, siger hun.
Lån af badedragt
Lise Nørgaard var på daværende tidspunkt i 2003 85 år gammel, men alligevel sprang hun ud i bølgen blå, hvor Betina Fleron knipsede billeder af hende.
- Så spørger hun mig efterfølgende, da vi skulle lave det her vinterbadebillede, om jeg ikke ville låne hendes badedragt. Der havde jeg det sådan lidt 'ahh'. Der var jeg lidt for genert til at sige ja. Det havde nok været noget andet i dag, så kunne det godt være, jeg havde sagt 'vi gør det', siger Betina Fleron.
I 2014 skrev Cecilie Frøkjær en bog om Lise Nørgaard, og her ønskede Matador-forfatteren selv, at billederne fra den dag i 2003 kom med.
- Hun må jo også have set det som en speciel dag, når hun nævner de billeder så mange år efter, siger Betina Fleron.