Nordjysk folketingsmedlem var med til at tage beslutningen: Nye Borgerlige opløser folketingsgruppen
Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Opdateres....
Partiformand Pernille Vermund har opløst Nye Borgerlige.
Det skriver hun i et opslag på Facebook og på X, hvor hun begrunder beslutningen:
- Med to aktive mandater i Nye Borgerliges folketingsgruppe risikerer vi ikke alene at arbejde os i stykker, men også at være dem, der spænder ben for et borgerligt flertal og dermed en borgerlig statsminister.
Beslutningen er sket i fællesskab med partiets nordjyske folketingsmedlem Kim Edberg Andersen, der har siddet med intet mindre end 35 ordførerskaber i partiet.
Nye Borgerlige var kun tre medlemmer i Folketingsgruppen, men Peter Seier Christensen blev sygemeldt. Først med stress og siden med kræft. Han har været væk fra Folketinget i næsten et år.
- Min partifælle Kim Edberg Andersen og jeg aftalte, at vi ville dække Peters områder og fortsætte kampen. Men vi aftalte også, at hvis opgaven viste sig umulig – eller ligefrem ville skade det borgerlige Danmark med potentielt stemmespild - ville vi tage ansvaret på os og nødlande ansvarligt, skriver Pernille Vermund i sit Facebookopslag.
Nye Borgerlige blev stiftet for otte år siden og har siddet da kæmpet for en strammere udlændingepolitik.
Pernille Vermund og Kim Edberg Andersen meddelte tidligere i dag Nye Borgerliges hovedbestyrelse, at deres anbefaling var, at folketingsgruppen skulle nedlægges. Den indstilling valgte hovedbestyrelsen at følge, og i den kommende tid skal de nu have styr på praktikken i forhold til opløsningen.
TV2 Nord arbejder på at få en kommentar fra Kim Edberg Andersen, der nu bliver løsgænger.
I følge TV2 vil de tre tidligere Nye Borgerlige medlemmer nu melde sig ind i et andet borgerligt parti.