Nordjysk DF’er vil have arbejdsro i partiet
Foto: Presse
Formanden for Dansk Folkeparti i Brønderslev Kommune stiller op til partiets hovedbestyrelse ved årsmødet næste weekend.
Når Dansk Folkeparti - efter en periode med intern uro og tilbagegang - på lørdag åbner sit årsmøde i Herning, vil en nordjyde prøve at være med til at skabe ro i partiet.
Den 55-årige slagteriarbejder Danny Rosenkilde Nielsen fra Flauenskjold stiller op til en af de tre pladser i partiets 11 personer store hovedbestyrelse, der skal besættes på mødet. Danny Rosenkilde Nielsen er formand for Dansk Folkeparti i Brønderslev Kommune, og det er netop folk som ham, der er brug for i hovedbestyrelsen lige nu, mener han:
- Der sidder alt for mange politikere og alt for få, der har rod i partiorganisationen i hovedbestyrelsen. Det er ikke godt. Vi trænger til lidt fornyelse og til, at vi, der repræsenterer partiets medlemmer, får mere at sige, siger han.
Et af de tre hovedbestyrelsesmedlemmer, der er på valg, er Erik Høgh-Sørensen fra Tolne, som også er medlem af regionsrådet. Han blev nyvalgt til hovedbestyrelsen i 2019 og har været en markant stemme i diskussionen om, hvilken linje DF i fremtiden skal følge.
Det er imidlertid ikke ham, men Danny Rosenkilde Nielsen, det såkaldte formandsmøde - bestående af formændene for partiets lokalforeninger - i Nordjylland har valgt at opfordre til at stille op denne gang, oplyser Danny Rosenkilde Nielsen.
Han vil ikke forholde sig til den anden nordjyske kandidat - eller de andre kandidater i øvrigt.
- Jeg har sagt ja til at stille op, fordi jeg tror, at en udskiftning i hovedbestyrelsen kan være med til at sikre partiet den arbejdsro, vi trænger så stærkt til, siger han.
Jeg har ikke været med til at opfordre Danny til at stille op til hovedbestyrelsen
Erik Jørgensen, Formand for DF i Hjørring Kommune
Hård politik mod islam og EU
At der er behov for arbejdsro, er det nuværende nordjyske hovedbestyrelsesmedlem Erik Høgh-Sørensen “helt og aldeles enig i”. Han fremhæver også, at han har i sine to år på posten har fremført en række forslag fra medlemmerne og partiets bagland.
For ham handler kampvalget til hovedbestyrelsen imidlertid også om forskellige politiske tilgange:
- Jeg står for en benhård politik mod islam og EU, og det søger jeg årsmødets mandat til at videreføre, siger Erik Høgh-Sørensen.
Stemmer ikke på Danny
Formanden for Dansk Folkeparti i Hjørring Kommune, Erik Jørgensen, deler ikke Brønderslev-kollegaens udlægning af mødet for de nordjyske DF-formand:
- Jeg har ikke været med til at opfordre Danny til at stille op til hovedbestyrelsen. Han spurgte på mødet, om nogen havde noget imod, at han stillede op, og det havde ingen. Men de delegerede fra Hjørring stemmer ikke på Danny Rosenkilde Nielsen ved hovedbestyrelses-valget. Vi bakker Erik Høgh-Sørensen op, lyder det fra Erik Jørgensen.