Nordjysk betjent: Det har haft sin pris
Den nordjyske betjent, Michael Palmgren, bliver fremhævet af justitsministeren som eksempel på, at politiet er presset - også privat.
Den nordjyske betjent, Michael Palmgren, bliver fremhævet af justitsministeren som eksempel på, at politiet er presset - også privat.
- Michael Palmgren er 37 år, fraskilt far til to og betjent i Nordjylland. Michael vil gerne passe sit arbejde – gøre en forskel. Men samtidig skal – og vil – han også være far. Give klare rammer og løfter. Det kender jeg selv. Forskellen på Michael og mig er, at jeg er justitsminister og selv kan bestemme.
Sådan lød det i dag fra justitsminister Søren Pind (Venstre), da han i forbindelse med et besøg på Politiskolen i København blandt andet offentliggjorde, at politiet nu skal aflastes i forbindelse med nationale opgaver som grænsekontrol.
Det er Hjemmeværnet, der skal tage over for politiet, som dermed kan sende flere betjente tilbage til de kredse, de kommer fra.
Nordjyske Michael Palmgren blev nævnt som et eksempel på de betjente, der har haft de seneste måneders massive pres tæt inde på livet, et pres der har private konsekvenser.
- Det har haft sin pris. Jeg har det svært ved at få det til at fungere, det er svært at få tid til at se sine børn, fortæller Michael Palmgren.
- Når weekenden bliver inddraget, tidsplanen ændret – en betjent fortæller, at 7 ud af 8 friweekender blev inddraget – så rammer det familielivet og sætter sig på arbejdsglæden. 10
Justitsministeren er klar over, at det har haft personlige omkostninger for flere ansatte i politiet, at der de seneste måneder har været udstationeret et betydeligt antalt politifolk ved det jødiske synagoge i København og ikke mindst ved grænsekontrollen.
- Michael er eksemplet på, at vores korps strakt ud og alt kan ikke løses som før. Alle landets kredse har kunnet mærke det. Og det har borgerne også. Det er en stor udfordring. Det er en stor udfordring for den enkelte politibetjent, der tilbringer aftenerne alene på hotelværelser i stedet for sammen med familie og venner. Eller som ikke kan holde tre sammenhængende ugers sommerferie sammen med sine børn. For politiet udgøres af summen af de individer, der trækker i uniformen. Og presser vi de enkelte politibetjente så hårdt, at de knækker halsen på det – så knækker vi det korps, den kæde, der skal slå en sikker ring om Danmark, lyder det fra Søren Pind.