Nordjyllands Beredskab advarer om stor brandfare overalt i landsdelen
Ved 12.30-tiden lørdag måtte brandfolk rykke ud til dagens tredje naturbrand, der dog blev nedkæmpet, inden den nåede at udvikle sig alvorligt.
Naturen er knastør og det blæser kraftigt. Det gør naturen til en krudttønde, så vi skal alle passe på, lyder det fra indsatsleder.
Naturen omkring os er knastør og det blæser kraftigt. Det er en meget risikabel situation, der lynhurtigt kan udvikle sig til noget meget farligt. Brandvæsenet har allerede været kaldt ud til tre naturbrande i dag, og det får nu indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab Allan Frisk til at advare.
- Alle, både lokale og turister, skal altså være ekstremt påpasselige med åben ild under de forhold, vi har i landsdelen i øjeblikket, siger han.
Glødende kul på jorden
Tidligere søndag måtte brandvæsenet kaldes til Helberskov, hvor der var hældt glødende kul ud på jorden, der er dækket af nåle og kviste fra træer. Det gav en brand, der arbejdede sig ned i jorden i sommerhusområdet, der har mange nåletræer.
- Det er simpelt hen for dumt. Vi bliver alle nødt til at tænke os om og være ekstremt forsigtige, sådan som forholdene er i øjeblikket, lyder det fra Allan Frisk.
Der skal meget regn til
Selv om der skulle dukke en enkelt regnbyge op, er det ikke nødvendigvis nok til at sænke brandfaren.
- Der skal rigtig meget vand til, før det batter noget i forhold til brandfaren, så vi skal være forsigtige et godt stykke tid endnu, siger Allan Frisk.
De tre brande har alle været i Himmerland, og de blev nedkæmpet, inden de nåede at udvikle sig. Men det gør ikke situationen mindre alvorlig, lyder det fra indsatslederen, og det gælder i hele landsdelen.