Nordjylland ramt af Q-feber
-- OPDATERET -- Op mod 35 kvægbesætninger i et område fra Viborg til Skagen er det seneste år blevet testet positive for en frygtet sjælden kvægsygdom, der også har smittet flere landmænd
Den 30-årige landmand Lars Larsen fra Thorup Holme i Han Herred har på egen krop mærket, hvordan det er at få Q-feber i besætningen. Han har været syg i månedsvis efter at været smittet af sine syge køer.
- Jeg kunne ikke få luft - knap nok gå over gårdspladsen. Jeg mistede fuldstændig pusten og kunne ingenting lave. Pludselig faldt jeg bevidstløs om i stuen og måtte ringe 112, siger Lars Larsen til TV2/Nord.
Lars Larsen har været indlagt på både Thisted og Aalborg Sygehus med vejrtræknings- og hjerteproblemer som følge af den sjældne Q-feber.
Erik Rattenborg fra paraplyorganisationen Dansk Kvæg er en af de få, der i kvægbruget har sat sig grundig ind i sygdommen.
- Q-feberen har sandsynligvis været her i mange år, men vi er først blevet opmærksom på den de seneste par år. Da det er en sygdom, der smitter fra dyr til mennesker, så er det noget vi bør tage meget alvorligt, siger Erik Rattenborg.
Ingen ved for alvor hvor udbredt Q-feber er i Danmark. Først for omkring et år siden er sygdommen blevet anmeldepligtig til Seruminstituttet.
I 1933 blev den første gang iagttaget i Australien og siden er den frygtede feber blevet opdaget mange andre steder i verden, hvor der gennemført vaccinations- og overvågningsprogrammer. Men ikke i Danmark.
- Jeg fik hele tiden at vide, at Q-feber ikke er noget, der findes i Danmark. Der er ikke rigtig nogen læger i sygehusvæsenet, der ved noget om Q-feberen. De har bare holdt mig hen med snak om at det kun var en eksotisk sygdom, siger Lars Larsen.
Paraplyorganisationen Dansk Kvæg opfordrer nu de nordjyske kvægbønder til at være ekstra opmærksom efter de mange tilfælde af Q-feber.
- Hvis landmændene har influenzalignende symptomer i flere end fire fem dage så skal de søge læge, siger Erik Rattenborg.
Lars Larsen tror, at Q-feberen kom ind i besætningen, da han udvidede den med 30 kvier.
Fakta om Q-feber:
Q-feber skyldes bakterien Coxiella Burne, der er den mest smitsomme bakterie man kender. Især når landmanden indånder støvpartikler fra indtørret væske efter en kælvning, mener Fødevarestyrelsen, at der er øget risiko for smitteoverførsel fra dyr til mennesker.
Omkring fire ud af ti personer, der bliver inficeret med smitten vil blive syge. De fleste vil blot få influenzalignende symptomer, men i sjældne tilfælde kan sygdommen være stærkt invaliderende eller ligefrem dødelig. Q-feber smitter ikke mennesker i mellem. Og Q-feber kan heller ikke smitte gennem fødevarer, der kommer fra køerne.