Nordjyderne har blandede forventninger til 2023: - Det har været et dårligt år i år
2022 er gået på hæld, og derfor er det tid til at se frem mod det kommende år.
2022 er blevet til 2023, og dermed er det tid til at reflektere over det forgangne og tid til at komme med forventninger til det nye. TV2 Nord var søndag på gaden for at finde ud af, hvilke nytårsforsæt nordjyderne vil følge i det kommende år, og hvilke forventningerde har til året.
- Jeg tror stadig, der er en Ukraine-krig, og så tror jeg, der kommer en recession lige om lidt. Forhåbentlig færdiggør jeg min kandidatgrad, så det er den positive ting, siger Tor Joensen, der bor i København.
- Jeg forventer, det bliver lidt dyrt, og at det fortsætter, som det har gjort lidt i år. Lidt forværret måske, siger Rikke Christensen fra Aalborg.
Andre havde derimod mere positive briller på, da de tænkte frem mod 2023.
- Det bliver godt, tænker jeg. Forhåbentlig bedre. Jeg synes, det har været lidt et dårligt år i år (2022, red.) med inflation, men vi ser frem til det, siger Alma Martinez, der til daglig er barista og fra Nibe.
- Jeg tænker, det bliver et godt år forhåbentligt. Jeg har ikke lige nogle forventninger, men jeg satser bare på, det bliver et godt år, siger studerende Katrine Lund Kristensen.
Nyt år - nye nytårsforsæts
Traditionen tro er starten på et nyt år også ens betydende med, at man har mulighed for at starte på en frisk med nye vaner og rutiner. Blandt dem er Alma Martinez.
- Jeg plejer ikke altid at holde dem så godt, men jeg tager den i år, skal vi ikke sige det?, siger hun med et smil.
- Mindre druk tror jeg står højest på listen, siger hun.
Kantar Gallup har for nyligt lavet en undersøgelse, som viste, at 11,9 procent af de nordjyske nytårsforsæt handler om at dyrke mere motion. En af dem der skal i fitnesscentret er Tor Joensen.
- Jeg regner med, jeg skal op og bænke 80 kilo. Det kommer ikke til at ske, men håbet er der hvert år, siger han.
Undersøgelsen fra Kantar Gallup viste samtidig, at 59 procent af nordjyderne slet ikke har noget nytårsforsæt.
- Det er ikke lige noget, jeg tror så meget på.
De virker ikke?
- Nej ikke altid. Så er det bedre bare at lade være med at sætte nogen. Så er man i hvert fald på den sikre side, siger Katrine Lund Kristensen.