Nordjyde til VM i grillning
Èn nordjyde er i disse dage ved at gøre klar til at deltage ved VM i Grill og revanchere sidste års resultat
For andet år i træk tager nordjyske Martin Mygdam med Det Danske Grilllandshold til VM i grillning i Memphis.
Der er gået mange måneders træning forud for dette års VM i grillning for Det Danske Grilllandshold. På søndag drager nordjyske Martin Mygdam med resten af holdet til Memphis i USA, hvor han i år skal dyste i en af de hårdeste kategorier, som er Beef-kategorien.
- Dommerne er amerikanere hele bundet, og ved blindsmagningerne har vi set, at de bare automatisk foretrækker en federe smag, end vi gør herhjemme. Så udfordringen har været at finde den rigtige udskæring, lære at tilberede den perfekt hver gang - og være sikker på at vi kan gøre det samme, når vi kommer til USA, siger landsholdsgrilleren.
Martin Mygdam er til daglig leder af grillskolen Grilleriet Aalborg - én af blot to grillskoler i Danmark.
VM i grillning finder sted i Memphis den 12.-14. maj 2010, hvor Det Danske Grilllandshold stiller op i 12 kategorier.