Nordjyde melder sig på banen som DF-formand
Partisekretær bekræfter overfor Ritzau, at Erik Høgh-Sørensen agter at stille op som formand for DF.
Nuværende regionsrådsmedlem i Region Nordjylland, Erik Høgh-Sørensen (DF), ser ud til at have ambitioner om at blive Dansk Folkepartis næste formand.
Steen Thomsen, der er partisekretær i DF, siger til Ritzau, at nordjyden har sendt en mail til partiets hovedbestyrelse med budskabet om, at han agter at stille op som formand.
Erik Høgh-Sørensen blev ved seneste kommunalvalg valgt ind i Hjørring Kommunes byråd. Desuden sad han indtil for nylig i hovedbestyrelsen for Dansk Folkeparti.
Vil hverken be- eller afkræfte
Overfor Berlingske og Politiken giver politikeren tvetydige svar, da der bliver spurgt ind til sagen:
- Det kan jeg hverken be- eller afkræfte, fordi det vedrører fortrolige samtaler med folk i partiet. Der er mange, som taler rigtig meget lige nu, siger Erik Høgh-Sørensen til Berlingske fredag.
Siden den 57-årige DF-politiker i 2017, takket være 1340 personlige stemmer, kom i Regionsrådet i Region Nordjylland, har han flittigt markeret sig og sine synspunkter i medierne.
Blandt andet, da han - som den eneste af de 41 folkevalgte i Regionsrådet - ville stemme imod forliget om 2022-budgettet, og flere af hans partifæller derfor ønskede ham ekskluderet.
Stemt ud af hovedbestyrelse
Erik Høgh-Sørensen var indtil september i år medlem af DF's hovedbestyrelse, men blev stemt ud på årsmødet.
Inden da havde han været i infight med partifæller om blandt andet DF's udlændingepolitik, og det havde føget med krasbørstige mails mellem hovedbestyrelsens medlemmer - mails, som flere medier efterfølgende kunne publicere.
Morten Messerschmidt og Merete Dea Larsen har tidligere meddelt, at de officielt stiller op til formandsposten.
Hvis den nordjyske politiker skal være med i klubben af formandskandidater, kræver det ifølge Ritzau, at han finder 25 stillere inden 7. januar.