Nogle tjekker elpriserne time for time - men for andre kan det slet ikke betale sig
Det er kun forbrugere med en fleksibel eller variabel elaftale, som kan have gavn af at bruge strøm i de timer, hvor den er billig.
Nogle nordjyder kender efterhånden timepriserne på strøm bedre, end de kender vejrudsigten eller deres arbejdstider.
Der er nemlig nærmest gået religion i at holde sig opdateret med, hvornår elpriserne er lavest, ja måske følger der endda en lille bøn med hver gang app'en på mobilen bliver tjekket, for elpriserne er lige nu med til at presse mange nordjyders økonomi.
Men det er slet ikke en fordel for alle at tjekke elpriserne hele tiden for at se, om det bedst kan betale sig at sætte en vask over klokken 02.30 eller klokken 13.30. Dels fordi det kan gøre en i dårligt humør at se på de høje priser, men også fordi det for nogen slet ikke har indflydelse på deres elregning.
- Vi gør alt, hvad vi kan for at informere vores kunder om situationen, men også omkring hvilke produkter, vi har, siger Christian Ruhe, der er kommerciel direktør i Norlys Energi.
Ikke alle kender deres elaftale
Hos de danske elselskaber findes typisk to former for el-aftaler – en puljeaftale med en fast pris som fastsættes hvert kvartal – og en aftale med flexibel pris, hvor man betaler det strømmen koster, når man bruger den.
- Hvis man bruger meget strøm i de tidspunkter, hvor andre også bruger strøm, så kan det være, at fastprisen er billigst, men er man i stand til at flytte sit forbrug rundt, så kan den variable pris være billigere, siger Jakob Zinck Thellufsen, der er lektor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet.
Men det er ikke alle, der er klar over, hvilken el-aftale de har. Norlys, der forsyner over 1 millioner adresser med el, fortæller, at besøgstallet på deres hjemmeside, der viser elprisen time for time, er steget voldsomt den sidste måned, men antallet af kunder på en fleksibelaftale er slet ikke fuldt med endnu.
- Med energikrise er der flere kunder, der udviser interesse for, hvad er det for et produkt, jeg har, hvad er det forbrug, jeg har og kan man matche de to ting sammen, siger Christian Ruhe.
Tjek elaftale før elpris
Siden 1. oktober er det blevet markant dyrere at have en puljeaftale på elregning, fordi prisen er fastlagt ud fra seneste kvartals gennemsnitspris, hvor prisen på en kilowatt-time i gennemsnit var langt højere, end den er i dag.
- Lige nu ville jeg personligt selv vælge den variable, fordi forventningen er, at priserne fortsat går ned ad, siger Jakob Zinck Thellufsen.
Så inden du tjekker elpriserne for næste time, kan det være en god idé at tjekke, hvilken elaftale du egentlig har.