Nødstedt lystbåd sikkert på land
Foto: Thomas Gaardsmand / TV2 Nord
En lystbåd bliver onsdag formiddag bugseret ind til Hals Havn efter det ved ti-tiden begyndte at tage vand ind. [b]Opdateret.[/b]
Onsdag formiddag kom lystbåden Vela fra Harboøre i problemer ud for kysten ved Hals.
Lystbåden befandt sig tre sømil syd for indsejlingen til Hals, da den begyndte at tage vand ind. Det oplyser stabsvagt ved Søværnets Operative Kommando, Søren Nielsen.
Ombord på Vela var der et ægtepar fra Harboøre. De var begge iført redningsveste og ikke i umiddelbar livsfare.
Ejeren Christian Langer, der er efterlønner, har til TV2/Nord forklaret, at han opdagede, at der kom vand op af toilettanken, mens de sejlede ud for Hals. Han forsøgte at skovle det væk, men der var for meget vand. Derfor valgte han og konen at sende en nødraket op og udsende et nødkald. Til deres held var der mange lystbåde på vanden onsdag formiddag, så hjælpen var hurtigt fremme.
Vela blev efter nødmeldingen bugseret ind til Hals Havn med en anden lystbåd på siden. En redningshelikopter fra Aalborg Flyvestation havde i forvejen hejst en vandpumpe ned på lystbåden, og mens den bblev bugseret i havn, arbejdede en redder på at holde vandet ude af båden med pumpen.
Lystbåden er nu sikkert på havn, hvor man er i færd med at undersøge, hvad der er sket med lystbåden. Ejer Christian Langer håber, at han kan få båden tilbage i vandet i dag.