Nethandel bedst i udkantsbyer
Ifølge en nordjysk iværksætter er det en fordel at åbne sin netbutik langt fra de store bysamfund.
En nordjysk iværksætter opfordrer andre til at åbne netbutikker i små landsbyer, hvor huslejen er lav.
Søren Bo Andersen lejede sig for fem år siden ind i dette gamle tømrerværksted i Terndrup, hvor han åbnede sin netshop dangate.dk.
Selv om han bor langt fra de fleste kunder mener han, at det er en fordel at drive forretning i en landsby.
- Det er ideelt, fordi det holder omkostningerne nede. Det er klart, at det koster langt mindre for et lejemål i Terndrup end i Aalborg, siger Søren Bo Andersen.
Dangate der tilbyder jagtartikler har flere gange fordoblet sin omsætning - midt under finanskrisen. Og ifølge indehaveren kan andre iværksættere gøre det samme.
- Der er rigtig mange muligheder, fordi man for få penge kan starte sin E-virksomhed op. Når man ser hvor få penge man faktisk skal investere forstår jeg ikke, at der ikke er flere der tager chancen, siger Søren Bo Andersen.
Ifølge Dangates direktør er der plads til mange flere e-butikker i andre brancher.