Natklub ser frem til at kunne feste løs uden restriktioner
Der er lagt op til et brag af en genåbningsfest, når nattelivet fra mandag aften igen kan holde åbent uden restriktioner.
Løjerne kan nu igen fortsætte til senere end 23.00 rundt på de nordjyske barer og natklubber. Hos Hugos Garage i Aalborg er glæden stor, da man her både genåbner natklubben og så endda til fuld åbningstid.
Egentlig gælder genåbningen først fra tirsdag, men i stedet for at lukke klokken 23.00 mandag aften og så åbne igen en time senere, er det besluttet at barer og natklubber kan forblive åbne. Der er med andre ord lagt op til et brag af en genåbningsfest.
- Vi kan give den oplevelse til vores gæster, som vi længes efter, siger Andrew Pineda Nederby, der er bestyrer af Hugo's Garage i Aalborg.
Hugos Garage slog mandag dørene op til dagens gæster klokken 12.00 efter lang tids nedlukning. Men på trods af, at det er mandag, så er der lige præcis i dag ingen planer om at holde igen.
- Vi ved ikke helt, hvad vi skal forvente, for det er en lidt atypisk mandag. Det er lidt svært at vurdere, men nu sætter vi nogle hænder på, og så gør vi, hvad vi kan, siger Andrew Pineda Nederby.
Håber på en varig genåbning
Restriktionerne er tidligere blevet sløjfet for derefter at blive indført igen. Bestyreren håber dog, det bliver anderledes denne gang, og at vi kan komme tilbage til normale tilstande med gang i nattelivet.
- Vi håber, det kan blive ved, og det er også det, vi regner med. Vi håber, vi kan få lov til at give den fuld smadder med det samme med vores fest og smide mundbindet og fortsætte med det her i lang tid.
Og en af bartenderne ser da også frem til at kunne smide det lille blå stykke stof, der har dækket manges næser og munde de sidste par år.
- Det bliver godt, for vi arbejder hårdt bag baren, så vi sveder også, selvom man ikke kan se det. Vi glæder os til at kunne sprede en god stemning og smile til dem, der kommer ind og sørge for, at folk har en god aften, siger Vincent Skjærbæk, der er bartender på Hugo's Garage i Aalborg.