National energiklynge får hovedsæde i Aalborg
Foto: Michael Schmidt Thomsen
Hovedsædet for Energy Cluster Denmark får adresse i Aalborg og nu skal arbejdstøjet på.
Mindst en af de 12 landsdækkende erhvervsklynger, der skal formes og placeres i den kommende tid, får base i Nordjylland. Aalborg bliver nemlig omdrejningspunktet for den nationale erhvervsklynge på energiområdet kaldet Energy Cluster Denmark.
Aalborg bliver hovedsæde for erhversklyngen, men energivirksomheder findes jo over hele landet og derfor får Energy Cluster Denmark også seks kontorer i resten af landet, men hovedsædet bliver altså placeret i Aalborg.
Skal skabe samspil mellem erhverv og forskning
Energiområdet spiller en hovedrolle i omstillingen til en grønnere, mere klimavenlig verden og den nye energiklynge, der bliver til virkelighed allerede 1. juli, skal bidrage til lige præcis det ved at koble erhvervslivet tættere sammen med forskere på området og på Aalborg Universitet er der faktisk over 400 energiforskere, der kan bidrage til lige præcis det.
- Vi vil arbejde for, at alle danske universiteters forskning og erfaringer kommer hele Danmark til gavn i den nye klynge, og vi vil bruge vores tætte samarbejde med danske virksomheder til at styrke videnbroerne yderligere, udtaler rektor for Aalborg Universitet, Per Michael Johansen i en pressemeddelelse.
Nordjylland kan løfte ansvaret
3. juni udsendte de to nordjyske ministre Ane Halsboe-Jørgensen, minister for uddannelse og forskning og Simon Kollerup, erhvervsminister, en fælles pressemeddelelse hvor de udtrykte bekymring over at hovedparten af de i alt 12 erhvervs- og teknologiklynger der er blevet oprettet, havde planer om at placere deres hovedsæder i hovedstadsområdet, men energiklyngen får altså hovedsæde i Aalborg, og formand for Business Region North, Mogens Christen Gade (borgmester i Jammerbugt Kommune) er overbevist om, at Nordjylland sagtens kan løfte det ansvar der følger med:
- Vi har opbygget massive styrker på energiområdet igennem mange år. Vi huser Aalborg Universitet, som er et af verdens førende universiteter inden for energiområdet og som har en unik evne til at samarbejde med virksomheder. Og vi er netop gået bredt sammen om en ambitiøs vision om et fossilfrit Nordjylland i 2040. Derfor er vi i Nordjylland helt klar til at spille en nøglerolle på energiområdet til gavn for hele landet, udtaler han i pressemeddelelsen.
Fakta: Energy Cluster Denmark
- Energy Cluster Denmark blev dannet i marts 2020 som resultat af sammenlægning mellem House of Energy, Clean Energy og Energy Innovation Cluster.
- Etableringen af de nationale klynger indgår i Danmarks erhvervsfremmestrategi 2020-2023
- Dansk energiteknologi skønnes at tælle omtrent 130.000 fuldtidsbeskæftigede og 3.200 virksomheder
Placeringen af hovedsædet i Aalborg flugter også med den nylige lancering af Green Hub Denmark, hvor der investeres over 5 mia. kr. i grøn omstilling.
- Vi er lige rykket op i energi-superligaen. Det handler nu om at komme i arbejdstøjet, og sikre innovation og øget konkurrencekraft i virksomhederne over det ganske land. Vi skal skabe jobs og grøn omstilling på samme tid, udtaler Aalborg Kommunes borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S).
VIDEO: TV-indslag fra 3. juni: Borgmester Birgit Hansen, Frederikshavn, er ikke tilfreds med, at den maritime erhvervsklynge ser ud til at få hovedsæde i København.