Nat i naturen: - Fedt at komme ud uden at investere i udstyr
Mette Viborg fra København er en af de mange, der er med på at overnatte i naturen i Saltum i efterårsferien, da Outdoor-Nord stod for oplevelser i det fri.
Der er i år ekstra stor efterspørgsel på at komme ud og overnatte i naturen. Det kan Lars Marquart, der er formand for Outdoor-Nord skrive under på.
- Der er endnu større efterspørgsel i år på grund af corona, fordi man ikke kan komme ud og rejse, siger han.
Det er ottende gang, at Outdoor-Nord arrangerer nat i naturen, et arrangement som lørdag aften og nat trak 26 deltagere til.
Deriblandt Mette Viborg, som sammen med familien havde taget turen fra København til Nordjylland for at holde efterårsferie.
- Vi vil gerne lave nogle andre ting, når vi har efterårsferie, og så er det superfedt på den her måde at komme ud i naturen - uden at skulle investere i dyre domme i udstyr, siger Mette Viborg og tilføjer, at det er dejligt at komme ud i naturen, når man bor i byen.
Outdoor-turismen vinder frem i Danmark, og det gælder alt fra cykle- og gåture til kano, kajak og stand up paddeling. Samtidig er det at overnatte i naturen også mere populært end tidligere.
I hele 2019 bookede over 200.000 danskere en overnatning i det fri, og det er en fordobling siden 2013.
Og spørger man Lars Marquart, så er der gode grunde til, at mange vil ud i naturen.
- De kobler mere af og bliver afstresset, og uanset set hvilke sociale forhold man kommer fra, så har vi et godt sammenhold, og vi kan hygge os alle sammen herude, siger han.
TV2 Nord er også med på outdoor-bølgen og har sendt Robert Bedsted og Bruno Stagsted på tur i den nordjyske natur. Se eller gense TV2 Nords afsnit af Outdoor Nu.